Dna-spor belaster mulig serievoldtægtsmand

Københavns Politi afslører nu, at man har en mand siddende fængslet, som mistænkes for ni sexovergreb.

En 40-årig mand er sigtet for en stribe seksualforbrydelser i København. Manden har siddet varetægtsfængslet siden november og er blandt andet blevet fældet af dna-beviser. Han nægter sig skyldig.

- Vi er rigtig glade for, at vi har fået fat på ham her. Vi mistænker ham for at have huseret i mange år og stå bag et stort antal sædelighedsforbrydelser, siger politikommissær Hans Erik Raben til TV2.

Sigtelserne drejer sig om ni seksualforbrydelser i perioden 2009 til 2012. Politiet mener, at manden både har begået fuldbyrdet voldtægt, voldtægtsforsøg samt andre seksuelle krænkelser.

Ofre har mest været unge piger på cykel, som er væltet omkuld

Manden har huseret i området nær bydelen Tingbjerg. Hans ofre har været unge piger, der blandt andet er blevet væltet af cyklen og forulempet.

I første omgang var det gerningsmandens fremgangsmåde - i politisprog kaldes det modus - som fik politiet til at kæde forbrydelserne sammen.

- Det er på grund af modus, at vi kæder det sammen. Det, stedet der er meget koncentreret om et stisystem, og tidspunktet. Uden at jeg vil gå i detaljer, handler det også om den måde, han optræder på, det han truer med, det han siger, fortæller Hans Erik Raben til TV2.dk.

Mistænkte blev fældet efter færdselsuheld

Politiet kastede sin mistanke på manden efter et færdselsuheld. Her fandt man nogle genstande i mandens bil, som viste sig at stamme fra et røveri mod et af mandens ofre.

Ifølge TV2.dk er der i tre af sagerne dna-spor. Analyser viser med den størst mulige sandsynlighed inden for dna-teknologien, at sporene er afsat af manden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik