Diskrimination i nattelivet sker også udenfor København: "Held og lykke med at komme ind"

Diskrimination i nattelivet er ikke kun et problem i København. Det sker nemlig også i provinsen.

Genåbningen af nattelivet betyder for manges vedkommende muligheden for igen at feste natten lang i gode venners selskab.

Men for nogen betyder det også et knapt så kærligt gensyn med den diskrimination, der ofte bliver tydelig i nattelivet. 

Og det er ikke kun et problem i de store byer. Det mener Mehmet Zeki Dogru, der sidder i Greve Byråd for Enhedslisten.

quote De unge joker med hinanden, hvor de siger "held og lykke med at komme ind"

Mehmet Zeki Dogru, Ø, Greve Byråd

Han fortæller til TV 2 Lorry, at det for ham var helt almindeligt at opleve diskrimination i nattelivet, dengang han stadig gik i byen. 

Og ifølge de unge mennesker, han jævnligt taler med i forbindelse med sit byrådsarbejde, lader det til fortsat at ske. Eksempelvis i Køge:

- De unge joker med hinanden, hvor de siger: "Held og lykke med at komme ind", hvis nogen siger, de skal i byen, siger Mehmet Zeki Dogru til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Hvis der er en, der siger, personen har været i byen, så spørger de først, hvordan han bar sig ad med at komme ind. Og bagefter spørger de så, om det var en god fest.

Skal løses i samfundet

Sabah Abid, der sidder i byrådet i Høje-Taastrup Kommune for Socialdemokratiet, har samme oplevelse af problemet som Mehmet Zeki Dogru. 

Hun er født og opvokset i Høje-Taastrup, og hendes forældre stammer fra Pakistan.

- Jeg hører om det både fra venner og bekendte, men også fra personer, jeg møder i forbindelse med mit politiske arbejde. De henvender sig til mig og fortæller, at det er et rigtig stort problem, siger hun til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Det er meget tydeligt, at de allerede så tidligt i livet begynder at føle sig udenfor.

Hun mener, der er behov for, at man kigger mere generelt på problematikken fremfor at pege fingre ad den enkelte natklub. Eksempelvis mener hun, at medierne bærer en del af ansvaret:

- Jeg kan dårligt se nyhederne uden at se en med mørkt hår blive fremstillet i en negativ rolle, og så er det også klart, at dørmændene ser dem på den måde. Måske kan de ikke se personen i et andet lys, end dét, siger hun.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik