Direktør glæder sig over forventet genåbning: "Nedlukningen har været ulogisk"

Epidemikommissionen anbefaler onsdag blandt andet at genåbne biografer. Og det vækker stor glæde hos brancheforeningen Danske Biografer, der kalder nedlukningen "ulogisk".

Landets biografsale står lige nu gabende tomme. Men står det til Epidemikommissionen, så skal de snart fyldes igen.

Onsdag morgen kunne TV 2 nemlig erfare, at biografer er på listen over de steder, som kommissionen anbefaler at genåbne.

Og det vækker stor glæde hos brancheforeningen Danske Biografer. Det fortæller foreningens direktør Lars Werge til TV 2 Lorry.

- Det er super fedt.

Vant til restriktioner

Ifølge Epidemikommissionen så kan biograferne åbne dog med krav om coronapas, mundbind og deltagerbegrænsning på 350 personer indendørs.

Restriktioner som ikke er et problem.

- Vi er vant til de her restriktioner. Og hvad angår deltagerbegrænsningen så er der jo kun CinemaxX på Fisketorvet og Imperial i København, der har så store sale, siger Lars Werge og slår fast:

- For de fleste biografer får det ikke nogen betydning.

"Ulogisk nedlukning"

Den mulige genåbning kommer ovenpå en nedlukning, der ifølge Lars Werge har været decideret ulogisk.

- Man gik fra ingen restriktioner til 36 timer senere at skulle lukke uden nogen logisk eller faglig argumentation. Der var ikke dokumentation for, at der var større smittespredning i biografer, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Men samtidig var det okay at sidde på værtshus og drikke shots klokken 21.30. Det, synes vi, er ulogisk.

Værst tænkelige tidspunkt

At nedlukningen desuden faldt samtidig med julen - en tid der er kendt for store biografpremiere - har også gjort ekstra ondt på branchen.

- Det var et forfærdeligt tidspunkt. Mange har jo tradition for at gå i biografen i juledagene, lyder det fra Lars Werge.

Hos Danske Biografer anslår de, at biograferne er gået glip af indtægt for omkring en halv million solgte billetter over julen.

- Det er mange millioner kroner, biograferne er gået glip af. Og en stor del af dem, må vi anslå, er i Hovedstadsområdet, hvor der er flest biografer.

Derfor glæder de sig også over Epidemikommissionens anbefaling om at genåbne biograferne.

- Vi har stor appetit, og er stadig meget spændte på de endelige udmeldinger.

Hvis biograferne som forventet genåbner, skal man ifølge Lars Werge orientere sig om åbningsdagen i sin lokale biograf.

Spillesteder kan åbne - men gør det næppe

I Epidemikommissionens anbefalinger lægges der også op til, at spillesteder kan genåbne med restriktioner. Til trods for det vil mange dog reelt været tvangslukket. 

Det fortæller Esben Marcher, sekretariatschef i Dansk Live, der repræsenterer landets festivaler og koncerter, til Ritzau.

Ifølge anbefalingerne skal det nemlig ikke være tilladt at stå op til indendørs koncerter.

- Det betyder, at der skal aflyses og udskydes flere koncerter. Det er en ærgerlig tendens, siger han.

Han fortæller, at det rammer spillestederne på pengepungen nu og her. Men han er dog mere bekymret for konsekvenserne på den længere bane.

- Det påvirker også billetsalget til de kommende koncerter, for publikums tillid til, at koncerterne bliver gennemført, bliver udfordret..

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik