Sværere for Mohammad at få lejebolig end for Emil: Diskrimination, siger eksperter

Det er langt sværere at finde en lejebolig, hvis man har et udenlandsk klingende navn, end hvis man har et klassisk dansk navn, viser en ny undersøgelse. Eksperter kalder det diskrimination.

Forestil dig, at du leder efter en lejer til din bolig med en annonce på en boligportal, og der tikker en ny besked ind fra en person, der er interesseret. 

- Mit navn er Mohammad Hussein. Jeg har set din boligannonce og kunne godt tænke mig at aftale en tid til fremvisning. Giv gerne svar tilbage på SMS, hvis det er muligt eller hvis ikke. Vh Mohammad.

Kort efter modtager du en lignende besked. Denne gang fra Emil Nielsen. Bortset fra afsenderen er der ingen forskel på beskederne. Hvem af de to interesserede inviterer du til fremvisning?

Emil og Mohammed er fiktive personer, som den københavnskbeliggende boligportal Findboliger.dk har opdigtet i forbindelse med, at de har undersøgt, om personer med henholdsvis dansk og udenlandsk navn bliver behandlet lige, når de søger bolig.

Det gør de ikke, viser undersøgelsen, men i Region Hovedstaden får Mohammad flere svar på sine henvendelser end andre steder i landet.

quote Der er større sandsynlighed for, at du har erfaring med “Mohammad,” når du bor i hovedstadsområdet. Hvis du har mindre erfaring med etniske minoriteter, og politikerne og medierne er din eneste kilde til den del af Danmark, så vil du have større sandsynlighed for at blive bange

Mira C. Skadegård, forsker i racisme og diskrimination

Ulige behandling - men lettere i Region Hovedstaden

Udlejningsportalen har sendt den samme SMS to gange til 350 udlejere fra hele landet med et par dages mellemrum.

Beskeden indeholder en anmodning om at komme og se den pågældende bolig, og den eneste forskel på de to beskeder er, at den ene har Emil Nielsen som afsender, mens den anden har Mohammad Hussein som afsender.

Undersøgelsen har vist, at Mohammad afvises uden yderligere dialog i 40,3 procent af forespørgslerne, mens Emil kun afvises i 15,89 procent af tilfældene.

Med udgangspunkt i den statistik, skal Mohammad således søge 2,5 flere boliger end Emil for at kompensere for de mange afvisninger.

Grafik, lejebolig
Foto: Grafik: Rasmus Gerner/TV 2 Lorry

Der er dog forskel på, hvor i landet, man søger. I Region Hovedstaden viser det sig, at det er lettere for fiktive Mohammad at få en bolig, end det er for ham i eksempelvis Region Syddanmark.

TV 2 Lorry har spurgt Mira C. Skadegaard, der forsker i racisme og diskrimination på Aalborg Universitet i København, hvorfor det forholder sig sådan:

- Der er større sandsynlighed for, at du har erfaring med “Mohammad,” når du bor i hovedstadsområdet. Hvis du har mindre erfaring med personer af anden etnisk herkomst end dansk, og politikerne og medierne er din eneste kilde til den del af Danmark, så vil du have større sandsynlighed for at blive bange, lyder forklaringen.

Eksperter: Det er diskrimination

TV 2 Lorry har fået lov at se nogle eksempler på de afvisninger, som fiktive Mohammad Hussein har modtaget fra udlejere, der efterfølgende tilbyder fiktive Emil Nielsen en fremvisning.

I et tilfælde skriver den pågældende udlejer den 10. november som svar på Mohammads henvendelse:

- Hej. Vesthimmerlands kommune er lukket og i karantæne til d. 3. december, så jeg kan ikke fremvise hus i nærmeste fremtid."

Samme udlejer skriver lørdag den 14. november til Emil:

- Hej Emil. Kan du komme og se huset på søndag? Hvad tid vil passe til dig? Jeg skal aftale fremvisning med nuværende leje.

Den 13. november - dagen inden, udlejeren svarede Emil - blev restriktionerne i Nordjylland rigtigt nok lempet, men det gjaldt altså først fra mandag den 16. november.

I et andet eksempel skriver en udlejer først til Mohammad, at den pågældende lejlighed er udlejet, mens udlejeren efterfølgende foreslår Emil et tidspunkt for fremvisning.

quote Boligportalerne bør modvirke den diskrimination, som de ved finder sted med en aktiv indsats. Hvis de ikke gør noget ved det, så medvirker de til det,

Maria Ventegodt, Jurist og ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder

Og det er diskrimination, siger Mira C. Skadegaard. Hun er ikke overrasket over undersøgelsens resultat.

Men hvad er det, de afvisende udlejere i undersøgelsen er bange for, når de får en henvendelse fra en, der kalder sig Mohammad Hussein?

- Der er en stereotyp om den farlige, mørke mand, som vi rådyrker i Danmark. Vi antager, at han er mere farlig, fordi han er mand og måske er mørk i huden, end hvis han hed Brian Hansen. Selvom Brian lige så godt kunne være mørk og medlem af Hells Angels.

Boligportaler skal tage ansvar

Jurist og ligebehandlingschef i Institut for Menneskerettigheder, Maria Ventegodt, kalder også undersøgelsens resultat for et udtryk for diskrimination.

- Etniske minoriteter fremstilles som om, de er kriminelle, og at de har andre holdninger til ligestilling. Selvom vi ikke ved, om den konkrete ansøger er sådan, så styrer de fordomme, og vi risikerer, at det er sværere for ham med anden etnisk baggrund at komme i betragtning, siger hun.

Maria Ventegodt mener, at det er på tide, at boligportaler - og andre, der formidler aftaler mellem private - tager et ansvar for, at der ikke finder diskrimination sted på deres platforme:

- De bør modvirke den diskrimination, som de ved finder sted med en aktiv indsats. Hvis de ikke gør noget ved det, så medvirker de til det, siger hun og giver nogle eksempler på, hvordan boligportalerne kan modvirke diskrimination:

- Det kunne være at promovere ansøgninger fra etniske minoriteter, lave oplysningskampagner for udlejere og oplyse om forbuddet mod diskrimination, så man forhindrer fordommene i at spille ind.

Maria Ventegodt foreslår også, at boligportalerne tilbyder, at etniske minoriteter får mulighed for at vedlægge et billede af dem selv, som en ekstra tjeneste til dem.

Er det så ikke netop at behandle folk ulige, hvis nogen får ekstra tilbud og muligheder, som andre ikke får?

- Nej, det ville være at prøve at opveje den her diskrimination, som vi har set ske igen og igen.

Tilbage hos folkene bag undersøgelsen, Findboliger.dk, er forslaget om at tage ansvar for, at brugere af portalen bliver behandlet lige, ikke en fjern idé:

- Ja, det har vi snakket om at gøre på baggrund af undersøgelsen. Der er flere, der har delt fine råd med os, og dem tror jeg, vi vil prøve at samle sammen. Det er ærgerligt, at man skal løbe hurtigere, hvis man hedder Mohammad, end hvis man hedder Emil, siger Miklas Kroager, der er ansvarlig for Findboliger.dk's online marketing.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik