Det kæmper jeg for: Mere forskning, der kan sikre vores fremtid

DEBAT: Vi skal leve af kloge hoveder og gode ideer, mener Radikale Venstres Stinus Lindgreen. Derfor skal den fri forskning og sundhedsområdet tildeles flere midler.

Af Stinus Lindgreen, medlem af Folketinget for Radikale Venstre, valgt ind i Københavns Omegns Storkreds.

Jeg sidder med to områder, der hænger rigtig godt sammen, og som spiller en meget væsentlig rolle for hele landet - men måske i særlig grad i netop Hovedstadsområdet. Her er både universiteter, hospitaler og en stor del af sundhedsforskningen koncentreret. 

Det kæmper jeg for

TV 2 Lorry har spurgt samtlige politikere, der er valgt ind i Hovedstadsområdet, hvad de vil kæmpe for i deres område de næste fire år. Bliv klogere på dine politikere her.

Forskning er nødvendigt for at nå de mål og løse de udfordringer, vi står overfor. Vi kommer ikke i mål med 70 procent reduktion af CO2 uden forskning. Vi kender endnu ikke det næste store gennembrud inden for sundhedsvidenskaben, og vejen til det næste store teknologiske gennembrud er ikke en ret linje.

Vi skal prioritere den fri forskning

Derfor skal der investeres massivt i forskning. Vi skal til en start bruge 1 procent af vores BNP på forskning, men over tid skal vi op på 1,5 procent, for kun sådan kan vi sikre vores fremtid. Vi er et videnssamfund, og vi skal leve af kloge hoveder og gode ideer.

En stor del af forskning finansieres i dag af private fonde, og den andel vil vokse markant i de kommende år. Det er jo fantastisk, at vi i Danmark har fonde, der giver penge til forskning, men de har naturligvis selv interesser for, hvilke områder de vil finansiere.

Hvis vi vil have noget at skulle have sagt, skal vi have flere offentlige midler til forskning og sikre den rette balance mellem fri forskning og strategiske satsninger. Detailstyring er en uskik, og den fri forskning har for længe været underprioriteret.

Større fokus på kliniske forsøg

Også inden for sundhedsområdet er det vigtigt. Jeg vil arbejde for, at vi får flere penge til offentlige kliniske forsøg. Når medicinalindustrien har udviklet et nyt produkt, kender vi resultatet fra deres kontrollerede forsøg på meget veldefinerede patientgrupper.

Men hvordan virker det ude i den virkelige verden, hvor patienterne har andre sygdomme og tager anden medicin?

Her kunne vi blive meget klogere på effekten af de behandlinger, vi bruger, og det ville komme os alle til gavn.

Det kæmper jeg for

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik