Det er vist din tur til at få en øv-dag

Meget tyder på, at der findes en usund kultur på enkelte københavnske daginstitutioner, siger pædagogernes eget forbund og den ansvarlige borgmester.

Sygefravær koster hvert år Danmark milliarder.

Den mest logiske forklaring er den mest besnærende.

Pædagoger bliver mere syge end andre faggrupper, fordi de dagligt er i kontakt med børn, som kan være smittebærere af alverdens sygdomme.

Men i København er forklaringen åbenbart ikke så enkel.

For de københavnske pædagoger ligger gennemsnitligt syge mere end tre uger om året. Og det er betydeligt mere end de københavnske folkeskolelærere, som også er i daglig kontakt med børn, og betydeligt mere end kollegerne på daginstitutioner i Aarhus, Odense, Aalborg, Esbjerg og Randers.

Den ansvarlige borgmester i København, børne- og ungdomsborgmester Anne Vang (S), er opmærksom på, at der må ligge andre forklaringer bag det høje sygefravær end kontakten med børn.

»For vi kan se, at nogle institutioner i København har meget højt sygefravær, andre meget lavt, men alle er jo i kontakt med børn. Vores indsats indtil nu viser, at sygefravær snarere handler om ledelse, trivsel og arbejdsmiljø. Og der er ikke noget, vi kan gemme os bag, i forhold til at København ligger højere end andre storbyer. Sygefraværet blandt vores pædagoger er et problem: Det er dårligt for børnene, som oplever flere vikarer, og kommer vikarerne ikke, skal de andre løbe stærkere, og det kan skabe endnu mere sygefravær. Det er en ond cirkel, og den koster mange penge,« siger Anne Vang.

Hun er politisk chef for Børne- og Ungdomsforvaltningen, hvis ansatte samlet set havde et sygefravær på 16,8 dage i 2012. Forvaltningen indfriede ikke kommunens måltal for 2012. Konfronteret med, om det ikke falder tilbage på hende som borgmester, svarer Anne Vang:

»Sygefraværet i forvaltningen er alt for højt og skal nedbringes betragteligt. Det går den rigtige vej. Men jo, det er mit ansvar, udvalgets ansvar og forvaltningens ansvar at stille de rigtige redskaber til rådighed hos institutionslederne. Vi skal blive bedre.«

Kommunen er godt midtvejs i et såkaldt pionerprojekt, som skal nedbringe sygefraværet. Københavns Kommune har også udarbejdet »Årsrapport om sygefravær 2012,« og heri bliver der ikke lagt skjul på, at både kommunens pædagoger og pædagogmedhjælpere tilhører faggrupperne med det allerhøjeste sygefravær, selv om det er nedbragt de senere år.Den liberale tænketank Cepos har regnet videre på tallene fra København.

I et nyt notat konkluderer Cepos, at Københavns Kommune ville høste en gevinst på 30 mio. kr. om året svarende til lønnen for 75 pædagoger, hvis sygefraværet i alle kommunens daginstitutioner blev bragt ned på gennemsnittet blandt de 408 daginstitutioner.

De kommunalt ansatte pædagoger og pædagogmedhjælperne er organiseret hos LFS - Landsforeningen for Socialpædagoger. Og netop kulturen spiller en central rolle, når man spørger Jan Hoby, næstformand i LFS, til det markante sygefravær blandt hans medlemmer. For Hoby fortæller, at der på enkelte institutioner findes en så »usund kultur«, at man tillader såkaldte øv-dage, hvor medarbejderne kan ringe ind om morgenen og sige »øv« og så undlade at møde på arbejde, uden at det tæller som ferie eller afspadsering. Næstformanden ved godt, at det er kontroversielt, at pædagogernes egen fagforening omtaler øv-dagene.

»Men vi skal kunne se forældrene og skatteborgerne i øjnene, og vores opfattelse er, at man kun lægger sig syg, når man er syg,« siger han.

På spørgsmålet om, hvordan han egentlig har fået kendskab til øv-dagene, svarer Jan Hoby:

»Københavns Kommunes eget pionerprojekt om sygefravær har afsløret, at der findes omgangskvoter, især der, hvor der er for mange venner, veninder eller familiemedlemmer i samme personalegruppe. Pionerprojektet omtaler det ikke direkte som omgangskvoter, men at man kan lægge sig syg på skift, og at man dækker hinanden ind.«

Han henviser også til, at Berlingskes historier om nepotisme i københavnske institutioner i 2012 satte yderligere fokus på, at der eksisterer en usund kultur på nogle institutioner.

»Netop på de institutioner med nepotisme konstaterede man et mønster med mere sygdom, forstået på den måde at pædagogerne i højere grad tillod, at man kunne være syg på skift eller havde ret til en fridag, hvis man havde været på druk. Forleden var jeg selv ude på en institution, hvor man først lige har fået en leder. Indtil da var der kollektiv ledelse, så kulturen har levet sig eget liv. Her var der opstået en misforstået forståelse: »Du har været lidt syg, men nu er du tilbage, og så er det vist den næstes tur til at få en sygedag.

« Jeg vurderer, at problemet med øv-dage bliver mindre og mindre, men det er stadig så udbredt, at vi som fagforening er nødt til at forholde os til det,« siger Jan Hoby.

Han mener, at øv-dagene skal imødegås med fokus på trivsel, arbejdsmiljø og større medarbejderansvar.

»Og så skal vi være mindre optaget af de ansatte, men i stedet fokusere på samspillet mellem børnene og de ansatte,« siger Jan Hoby.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik