Det er hundedyrt, hvis din hund bider andre mennesker: Så meget koster det

Selvom antallet af hundebid er faldende, så er det blevet dyrere, når hunden bider.

Hunden er menneskets bedste ven, siger man, og det er der nok rigtig mange hundeejere, der kan skrive under på.

Men udover dyrelægeregninger, så kan det være en bekostelig affære at være hundeejer.

Det er nemlig ikke helt billigt, hvis ens hund bider et andet menneske.

Det viser nye tal fra Forsikringsoplysningen.

quote Skaderne opstår ofte i forbindelse med hundeluftning, eller når hunden er på besøg hos andre

Anja Lintrup Sørensen, konsulent fra Forsikringsoplysningen hos Forsikring & Pension (F&P)

Som hundeejer har man pligt til at have en ansvarsforsikring i tilfælde af, at hunden kommer til at gøre skader på andre. 

Og det er der en grund til. 

I 2020 kostede et hundebid i gennemsnit 4.374 kroner, viser tallene fra Forsikringsoplysningen.

6.507 skader sidste år 

I alt blev der anmeldt 6.507 skader til forsikringsselskaberne. Det er en anelse færre i forhold til 2019, men til gengæld var skaderne noget dyrere.

- Der blev udbetalt 28,5 millioner kroner i erstatninger – omkring tre millioner kroner mere end året før, siger konsulent Anja Lintrup Sørensen fra Forsikringsoplysningen hos Forsikring & Pension (F&P) i en pressemeddelelse. 

- Skaderne opstår ofte i forbindelse med hundeluftning, eller når hunden er på besøg hos andre. Hundeansvarsforsikringen dækker, hvis din hund gør skade på andre mennesker, dyr eller ting. Den dækker også, hvis din hund er skyld i en trafikulykke, siger Anja Lintrup Sørensen.

76-årig blev bidt rottweiler

I slutningen af august kunne vi på TV 2 Lorry fortælle om 76-årige Alice Aaberg, der blev bidt af en rottweiler, da hun var på vej hjem efter at have besøgt sin afdøde mands gravsted på en kirkegård i Hvidovre.

En forbipasserende kvinde kunne ikke holde sin rottweiler til sig med det resultat, at Alice Aaberg blev bidt i armen og efterfølgende måtte sættes sammen med strips på skadesstuen.

Vi skal advare om, at billedet nedenfor er voldsomt. Artiklen fortsætter under billedet.  

Hundebid - rottweiler
Foto: Privatfoto

Hundeejere risikerer også bøde

Erstatninger for hundebid betales efter reglerne i erstatningsansvarsloven. 

Der kan være tale om godtgørelse og erstatning for svie og smerte, varige mén, tabt arbejdsfortjeneste og varigt erhvervsevnetab. 

Der gives også erstatning for tingskader, for eksempel hvis ens tøj er blevet ødelagt.

- Der er objektivt ansvar for hundeejeren. Så er man blevet bidt eller væltet omkuld, har man stort set altid krav på erstatning. Det betyder ikke noget, om man kan bebrejde ejeren for skaden eller ej, siger forsikringskonsulent Anja Lintrup Sørensen.

Skulle det ske, at man bliver bidt af sin egen hund - eller en hund man passer - så er der ingen grund til at forsøge at søge erstatning. 

For det kan man ikke få. Og har du selv forårsaget hundeskaden - leget vildt eller ophidset hunden - så risikerer du, at erstatningen bliver nedsat eller helt bortfalder.

Kvinden, hvis hund bed Alice Aaberg i armen, fik i øvrigt også en bøde af politiet på 4.000 kroner "for ikke at træffe de nødvendige foranstaltninger for at forbygge, at hendes hund forvoldte skade på andre," har politiet oplyst.

Sådan gør du, hvis uheldet er ude

• Få kontaktoplysninger på hundens ejer og giv også dine oplysninger.


• Bed ejeren om at anmelde skade til hundens lovpligtige ansvarsforsikring.


• Få kontaktoplysninger på eventuelle vidner.


• Opsøg skadestue eller egen læge for at blive undersøgt.


• Husk også at anmelde skaden til din egen ulykkesforsikring.


• Hvis hunden ikke er forsikret, kan du anmelde skaden til FAH – der er forsikringsselskabernes garantiordning for uforsikrede hunde.


Kilde: Forsikringsoplysningen

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik