Det brænder stadig på sydkysten

Selv om det er måneder siden, at billeder af påsatte brande i hundredvis flammede i tv og på avisernes forsider, så brænder det stadig ofte i Greve. I de berørte boligselskaber stiger utrygheden for hver gang, der sættes ild på, og efter et dyk i foråret er brandene i de seneste par måneder steget i antal, skriver Berlingske Tidende.

20 procent af brandvæsenets aktivitet lægges nu i Greve Nord, selv om blot otte procent af Greves borgere bor der. I de seneste fire-seks uger er brandfolkene blevet overdænget af sten og andet kasteskyts i bagholdslignende angreb, når de er ankommet. Endnu er ingen brandfolk kommet til skade. Men ifølge viceberedskabschef Ole Quist fra Greve Brandvæsen er det blot et held.
- Vi får slået store buler og smadret ruder i brandbilerne. Jeg vil ikke risikere, at mine folk bliver invalideret af stenkast for at slukke en knallert, der brænder, siger han.
Som følge af angrebene er vedtaget en instruks, der forbyder brandfolkene at rykke frem til småbrande uden politibeskyttelse. Instruksen gælder små-brande, der ikke umiddelbart er til fare for personer eller bygninger.
- Gennem den seneste tid er brandvæsenet gentagne gange blevet stenet. På brandvæsenets opfordring har vi lavet en aftale om, at vi ruller frem som de første og sikrer området, så brandvæsenet får mere sikre arbejdsvilkår, siger politiinspektør Jens Børsting, Midt- og Vestsjællands Politi.
Da Danmark i februar oplevede hundredvis af påsatte brande, var Greve-Hundige et hårdt plaget område. Siden har kommunen i samarbejde med bl.a. SSP, politiet og boligselskaberne øget det forebyggende arbejde betydeligt. I november sidste år blev det såkaldte Greve Nord Projekt, finansieret af Landsbyggefonden, søsat. Projektet skal løbe til 2011 og skabe øget tryghed. I sommerferien er der ekstraordinært afsat 100.000 kr. til at aktivere områdets 11-18-årige med alt fra badminton, kanosejlads og rap-indspilninger. Alligevel er der stadig påsatte brande. Viceborgmester i Greve Kommune, Brigitte Klintskov Jerkel (K), erkender problemerne.
- Jeg forstår godt, at borgerne er utrygge. Men vi gør en kæmpe indsats for at skabe større tryghed, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik