Desperate rygere truede stewardesser

To passagerer var så desperate efter en smøg, at de truede med at stikke ild til stewardesserne og et fly i Københavns Lufthavn i Kastrup

I tre timer stod et fly stille i Københavns Lufthavn i dag med passagerer ombord, fordi der var en tvist mellem flyselskabet og Københavns Lufthavn om betalingen for brændstof.

To passagerer var til sidst så desperate over indespærringen, at de forlangte at komme ud for at ryge. Men ingen passagerer måtte forlade flyet, og det fik passagererne til at true med at stikke ild på stewardesserne og flyets gulvtæppe.

Politiet blev tilkaldt, og har tilbageholdt de to passagerer ligesom stewardesserne nu sidder til afhøring.

- Vi undersøger, om de to tilbageholdte skal sigtes for trusler på livet. Det er også et spørgsmål, om vi har jurisdiktion, når det er en udenlandsk fly, der står med lukkede døre, men det må vores jurister afgøre, oplyser Claus Hoffmann fra politiet i Københavns Lufthavn.

Dramaet begyndte, da flyet fra det franske flyselskab Air-Méditerranée ikke kunne lande i Gøteborg på grund af tåge. Flyet blev omdirigeret til Kastrup, men så opstod der et problem med betalingen for fuel. Flyet kom fra Iran.

- Der var et par passagerer, der piskede stemningen op ombord, og derfor blev vi tilkaldt, siger Claus Hoffmann.

Politiet overvejer, om passagererne skal fremstilles i Københavns dommervagt med krav om varetægtsfængsling, fordi trusler ombord i et fly tages meget alvorltigt.

Kommunikationsrådgiver Lars Lemche, Københavns Lufthavn, oplyser, at alle passagerer nu har forladt flyet, der står parkeret på C 43 i lufthavnen. Flyet kan ikke flyve videre, fordi besætningen skal hvile.

- Det er flyselskabets passagerer, så de skal sørge for, at de kommer videre, siger Lars Lemche.

Air-Méditerranée flyver normalt ikke til København, og derfor har flyselskabet ingen konto til fuel og service i Københavns Lufthavn. Ruten er Iran-Gøteborg-Manchester.

De to tilbageholdte passagerer er af iransk afstamning, men har dansk og svensk pas.

Flyet er en Airbus 320. En frisk besætning afløse den strandede i København og flyver videre til Manchester senere mandag. Passagerer, der skulle til Gøteborg, sendes afsted med bus, mens resten afventer i Kastrup på afgangen til Manchester.

Politiet i lufthavnen oplyste til aften, at der stadig arbejdes med en afklaring af, om de to passagerer skal sigtes og eventuelt fremstilles i dommervagten.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik