Derfor sætter TV 2 Lorry fokus på racisme i hverdagen

Fra søndag d. 29. august og en uge frem sætter vi på TV 2 Lorry fokus på racisme i hverdagen. Hvorfor gør vi så det? Det kan du læse her.

Emil er bange for at gå forbi større grupper af unge. Omar og Annahita undgår at bruge deres egne navne. Musah frygter at se fremmede i øjnene. Og Hannah har slettet sin datingapp.

Derfor sætter TV 2 Lorry nu særligt fokus på racisme i hverdagen. 

Det gør vi, fordi vi løbende støder på historier, hvor borgere i vores sendeområde, i deres hverdag, føler sig angrebet, udstødt eller forskelsbehandlet alene på grund af deres hudfarve.

Vi kalder temaet ”racisme i hverdagen”, fordi vi behandler historier, som ikke normalt bliver registreret i statistikker.

Hændelserne kan udspringe af fordomme, uvidenhed og utilsigtet forskelsbehandling. Og de kan måske kalde på selvransagelse eller bidrage til, at vi bedre forstår hinanden, hvem vi er, og hvad vi har med i rygsækken.

Vi kommer vidt omkring emnet racisme i hverdagen

Du vil både møde adopterede Hannah, der bliver spurgt, om hun er til salg, fordi hun har afrikanske gener. 

Du vil møde Musah, der blev kaldt abe, da han uforvarende ridsede en cykel. 

Emil, der er adopteret fra Vietnam, bliver her i coronatiden spyttet på, fordi han har asiatisk udseende. 

Du vil også møde Annahita og Omar, som gang på gang bliver gjort opmærksomme på, at de ikke er rigtige danskere, når de hilser med deres navn, søger jobs med deres underskrift og rejser med deres rødbedefarvede pas. 

Fælles er, at kilderne føler sig fremmedgjort alene på grund af deres hudfarve/etnicitet.

De og deres oplevelser er en del af livet her i hovedstadsområdet, og derfor er det et emne, vi tager op. Ligesom når vi sætter fokus på mobning i folkekirken, udfordringer i LGBTQ+miljøet. 

Eller når vi fortæller om bilkø på motorvejene, naboer plaget af støj i Indre By, coronasmitte på Vestegnen og vold i nattelivet. 

Alt sammen vigtige emner for en gruppe borgere i vores sendeområde. 

Vi dækker alle sider af samfundet

Nu har vi valgt at fokusere på de problemer, som danskere med anden hudfarve end den gennemsnitlige oplever, fordi det kan være et overset problem i blandt flertallet.

Tag fat I os, hvis du har noget på hjertet. 

Vi er sat i verden for at lytte til alle borgere, oplyse og i sidste ende bidrage til at forbedre vores sendeområde. 

TV 2 Lorry sætter hele denne uge fokus på racisme i hverdagen. Fylder racismen meget i dit liv, så send os gerne en mail med din historie på racisme@tv2lorry.dk.

I dette magasin fortæller Emil, Omar og Annahita, hvordan de oplever at kæmpe for accept i det danske samfund.





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik