Der kommer ingen ny lavpristerminal i København

Østre Landsret har afvist en sag, som folk bag en ny lavpristerminal havde anlagt mod staten.

Investorer og flypassagererne må se langt efter en ny lavpristerminal, Terminal A, ved Københavns Lufthavn.

Østre Landsret valgte onsdag at afvise en sag anlagt af folkene bag terminalen mod staten. Det oplyser landsretten til Ritzau.

Det var en gruppe investorer blandt andet med den tidligere konservative transportminister Flemming Hansen i spidsen som bestyrelsesformand, der har forsøgt at stable en lavpristerminal på benene.

Folkene bag Terminal A gik efter at bryde med Københavns Lufthavns "årelange monopol og skabe konkurrence til gavn for passagerer, luftfartsselskaber og regionen", skriver selskabet på sin hjemmeside.

Den nye lavpristerminal skulle give kunderne adgang til billigere flybilletter.

Og havde man allerede i 2008 fået grønt lys, ville der have stået en lavpristerminal klar i 2010. Men Københavns Lufthavn har siden 2008 nægtet Terminal A at leje et stykke ubenyttet jord i lufthavnens sydøstlige hjørne ud mod Øresund.

Terminal A indgav i september 2008 en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Og ifølge folkene bag lavpristerminalen nåede Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen frem til, at afslaget om udlejning af en ledig grund var misbrug af en dominerende stilling i strid med konkurrenceloven.

Konkurrencerådet har tidligere opfordret daværende transportminister Henrik Dam Kristensen (S) til at ændre luftfartsreglerne, så der kan åbnes for en ny konkurrerende terminal i lufthavnen.

Men det blev afvist af ministeren dengang, blandt andet med begrundelsen om at Københavns Lufthavn i forvejen var udsat for hård konkurrence.

Den danske stat ejer 39,2 procent af aktierne i Københavns Lufthavn.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik