Den er ikke sivet helt ind: Flere bøder for bål i naturen

Siden 4. juni har der været afbrændings-forbud i hele landet. Men ikke alle har forstået det. Politiet har nemlig uddelt en del påbud og bøder.

Selv om det er helt forbudt med åben ild i naturen, er der alligevel nogen steder, hvor den besked ikke helt er sivet ind.

Det fortæller Københavns Politi:

- I den her weekend, fredag, der modtog vi fire anmeldelser. Og lørdag, der modtog vi tolv, siger Riad Tolba, Vicepolitiinspektør i Københavns Politi.

quote Hvis man ser nogen der vil tænde ild, så gør dem lige opmærksom på at det er altså forbudt lige nu

Riad Tolba, Vicepolitiinspektør i Københavns Politi

Og hvad straffen bliver er en vurderingssag fra gang til gang:

- Man kan få et påbud om at skulle slukke det her bål og det gør de fleste. Skulle det ske, at man ikke vil slukke det, eller politiet skønner, at det er så uforsvarligt, at der skal en bøde til, så koster det 5000 kroner, siger Riad Tolba.

Politiet udsteder bøder for overtrædelse af afbrændingsforbud

Mange påbud og bøder

Københavns Vestegns Politi har rejst 11 sigtelser siden 4. juli, da det landsdækkende afbrændingsforbud blev udsendt. 

Også her koster det 5000 kr. i bøde at tænde ild i naturen.

Hos Nordsjællands Politi er der rejst sigtelse i ni sager siden forbuddet trådte i kraft . 

Og hos Midt og Vestsjællands politi er der rejst 17 sigtelser i den sidste halvanden måneds tid:

- Nogen siger: "Det var jeg ikke klar over." Andre siger: "Jamen det er jeg fuldstændig ligeglad med." Og hvis man siger det sidste, så kan man i hvert tilfælde være stensikker på, at man får en bøde, siger Carsten Andersen, Kommunikationsansvarlig hos Midt- og Vestsjællands politi.

Læs reglerne

Københavns Beredsskab har ros til os alle - der har kun været få naturbrande under afbrændingsforbuddet, siger Tim Simonsen, Pressetalsmand hos Hovedstadens Beredskab.

Men vi skal alle huske at læse på reglerne alligevel.

Mange ved, at de gerne må grille i egen have og på et ikke-brandbart underlag. Men der er steder hvor du ikke må grille, selv om du bor der.

- Der hvor vi oplever nogle misforståelser, det er på fællesarealer i etageejendomme. Det er gårdmiljøer, det er større åbne områder, der hører til etage-ejendommene. Der er det altså ikke tilladt at bruge åben ild eller at grille, siger Tim Simonsen.

Hjælp hinanden

I den forgangne uge fik en udenlandsk studerende, der ikke taler dansk, fik en bøde på 5000 kr., fordi han ikke vidste, at ild i naturen er forbudt.

Derfor opfordrer politiet til, at man som borgere hjælper sine medborgere med at forstå forbuddet.

- Borgerne skal være bedre til at sige det til hinanden. Hvis man ser nogen der vil tænde ild, så gør dem lige opmærksom på at det er altså forbudt lige nu, siger Riad Tolba, fra Københavns Politi.

- Det vil være godt naboskab, hvis nu man er i sit sommerhus og man kan se, der er flyttet en tysk eller en engelsk familie ind ved siden af som turister. Så gå lige ind og fortæl dem om det her afbrændingsforbud, så ikke de er så uheldige at dumme sig med det, siger Carsten Andersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Læs reglerne om afbrændingsforbuddet her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik