Demonstration i København mod Muhammed-film

Omstridt bevægelse vil foran USA's ambassade "højlydt" fordømme alle, der fornærmer profeten Muhammed.

Foto: Lorry

Protesterne mod en islamkritisk film breder sig nu til København.

Bevægelsen Hizb ut-Tahrir vil søndag eftermiddag demonstrere foran USA's ambassade i København på grund af den amerikansk-producerede amatørfilm "Innocence of Muslims."

Københavns Politi har fået en anmeldelse om demonstrationen, som skal begynde klokken 14.

I anmeldelsen er der ingen oplysning om det forventede antal deltagere, oplyser politiet.

I en løbeseddel skriver Hizb ut-Tahrir, at "filmen er et naturligt produkt af dens samtid, som kendetegnes ved en verdensomspændende antiislamisk propaganda samt en krig rettet mod flere lande i den islamiske verden."

I en lang række lande især i den muslimske verden har der været uroligheder og demonstrationer på grund af filmen.

Den yderliggående bevægelse i Danmark skriver, at den højlydt vil "fordømme enhver, der fornærmer eller legitimerer fornærmelser af Allahs Sendebud, som vi elsker højere end vores familier og liv."

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik