De fleste har prøvet det - søndag er det helt slut

Søndag lukker de sidste gratis kviktestcentre. Så fremover skal du betale, kvikteste dig selv - eller få lavet en PCR-test.

I løbet af de to år, vi har levet med corona-epidemien, er det blevet helt naturligt for rigtig mange af os: Skal man være sammen med en masse andre mennesker, har man været i nærheden af en smittet - eller vil man bare have en fornemmelse af ekstra sikkerhed - så smutter man ned og får lavet en gratis kviktest. 

Men nu er det slut. 

Søndag lukker de sidste kviktest-centre, og fremover skal du enten klare det mod betaling, gøre det selv eller få foretaget en PCR-test i stedet.

Det er Styrelsen For Forsyningssikkerhed, der har haft det overordnede ansvar for tilbuddet om kviktest, og de skriver i en pressemeddelelse, at efterspørgslen er dalet, fordi kravet om coronapas er faldet bort, mens stort set alle restriktioner er ophævet.

Mange steder er kviktestcentre allerede blevet lukket, og senest søndag bliver de sidste pakket sammen.

- Når vi lukker de sidste hurtigtestcentre markerer det, at vi er et godt sted i håndteringen af Covid-19. I mere end et år har regioner, de private udbydere og de mange tusinde podere arbejdet sammen om at løfte den store opgave. Med kort aftræk har de formået løbende at op– og nedskalere testkapaciteten for at matche den situation, vi har stået i, siger Lisbet Zilmer-Johns, der er direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

- Nu ser vi frem mod lysere tider, hvor forventningen er, at behovet for test vil være mindre, og vi i større omfang kan teste os selv derhjemme. Når det er sagt, følger vi stadig udviklingen i epidemien nøje.

320.000 tests på en dag

Tilbage er så muligheden for kviktest mod betaling, at teste sig selv - eller at få foretaget en PCR-test.

Her er der dog også gang i en udvikling, hvor myndighederne gradvist kan nedskalere kapaciteten.

I øjeblikket er den på 140.000 tests om dagen - og det tal ventes at falde i takt med at efterspørgslen også falder.

Med søndagens lukning af de sidste gratis kviktestcentre, sluttes noget, der har fyldt rigtig meget i danskernes bevidsthed. Styrelsen for Forsyningssikkerhed fortæller, at der i de sidste syv dage i er foretaget 24.000 kviktests om dagen. 

Men det tal har været langt højere. 

I uge 19 i maj sidste år var tallet helt oppe på 320.000 kviktests om dagen - hvilket er det højeste under hele epidemien.

Copenhagen Medical fortsætter

En af de store aktører i  forhold til kviktests er virksomheden Copenhagen Medical, der under epidemien fik sat sig relativt tungt på markedet for offentligt finansierede kviktestcentre. 

- Vi tester stadig mellem 7.000 og 8.000 om dagen. Derfor har vi tænkt os at bevare tilbuddet, fortæller Trine Baadsgaard, der er presseansvarlig hos Copenhagen Medical, til TV 2 Lorry.

Virksomheden opretholder nemlig seks testcentre, hvor man kan få lavet en kviktest. Det er centrene i Field´s, i Axel Towers, ved Nørreport, i Grønnegade samt i Vejle og i Rønne.

Men bruger du dem efter søndag, så skal du have penge op af lommen. Trine Baadsgaard siger, at en kviktest kommer til at koste 145 kroner.

- Vi får 30-40 opkald om dagen fra folk, der spørger, hvad de skal gøre, når centrene lukker, så der er jo et behov, siger hun.

Viser behovet sig at blive mindre, vil Copenhagen Medical orientere om det på sin hjemmeside.









Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik