Et klart flertal afviser i en ny TNS Gallup-måling for Berlingske Tidende, at et dansk OL i 2020 vil være en god idé: 55 procent mener således, at København ikke skal lægge billet ind på værtskabet, 35 procent mener, at forsøget skal gøres. Blandt folk i hovedstaden er modstanden endda endnu tydeligere med 58 procent imod og 34 procent for. En holdning, som deles af favoritten til at blive Københavns næste overborgmester, Frank Jensen (S). Han bebuder klart og tydeligt, at han - hvis han vinder kommunalvalget til november - ikke vil forsøge at trække OL til byen. »Jeg forstår godt flertallet af københavnerne,« siger han: »OL er efterhånden blevet en så stor og omkostningsfuld en affære, at det ikke er realistisk for København. Lad os i stedet bruge kræfterne på vores nedslidte idrætsanlæg og haller. Og lad os koncentrere os om at trække internationale begivenheder til byen, som er realistiske. Det andet bliver hurtigt spildte kræfter.«