Danskerne flygter efter skrækkelig sommer

En uges sol er ikke nok for danskerne. Salget af charterrejser i efterårsferien boomer.

Blæst, regn og 16 grader. Den danske sommer blev ikke helt, som feriefolket havde håbet, men et sted er der glæde over det rædselsfulde vejr, og det er hos rejsebureauerne, der nu kan melde om rekordsalg af ferier sydpå til uge 42 - skolernes efterårsferie.

- Telefonerne kimer, og der er fart over netbestillingerne. Og når kunden ikke kan få en rejse i skolernes sommerferie, booker mange i stedet en ferierejse i uge 42, lyder det fra rejsebureauet Apollos kommunikationschef Rikke Koks Andreassen.

Apollo sætter fem ekstra fly ind i efterårsferien, men det er muligt, at det bliver nødvendigt med endnu flere fly.

Salg steget med 200 procent
Hos Star Tour har salget de seneste to uger ligget 200 procent over, hvad der er normalt for perioden. Selskabet rykker fly fra Norge og Sverige, der har efterårsferie på et andet tidspunkt, til Danmark.

- Vi har solgt syv ud af ti efterårsferiepladser, men nu kommer der 3000 ekstra pladser. Efterårsferien er altid højsæson, men efterspørgslen har været ekstremt stor de sidste uger, siger salgsdirektør Stig Elling.

- Vejret de to sidste somre, og især denne sommer, er med til at øge efterspørgslen, vurderer han.

Også hos Spies ligger salget af efterårsferier højere end normalt.

- Folk har haft svært ved at få fat i rejserne i skolernes sommerferie, og næste skoleferie er efterårsferien. Så har forældrene nok lovet, at familien skal af sted i efterårsferien i stedet, siger kommunikationschef Torben Andersen.

Det er især rejsemål omkring Middelhavet, der er populære. Her kan man nyde den allersidste sommersol inden for tre timers flyafstand på steder som Kreta, Cypern og klassikeren Mallorca.

Senere på året skal man længere sydpå til De Canariske Øer eller så langt som Thailand for at være sikker på sommervejr.

Apollo vurderer, at mere end 60.000 danskere vil tage på charterferie i efterårsferien.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik