Danskere vender Malmø ryggen

Strømmen af danskere, der flytter til Malmø, er på hastig retur. Det skriver Søndagsavisen.

Tilbagegangen fremgår af en ny opgørelse fra Nykredit, der hvert kvartal ser på sammenhængen mellem til- og fraflytninger over Øresund og prisforskellen på et hus i København versus Malmø.
Hvor der i 2006 var næsten 500 flere danskere, som hvert kvartal flyttede fra København til Malmø end danskere, der flyttede den modsatte vej, er tallet i 2009 nede på kun godt 50 personer i kvartalet.
»Danskerne blev i sin tid fristet af udsigten til billigere boliger, biler og dagligvarer på den svenske side af sundet. Men den økonomiske fordel ved at købe et hus i Malmø i forhold til København er imidlertid falmet i forhold til tidligere,« siger Thomas Kyhl, chefanalytiker i Nykredit.
I midten af 2006 var der således over 1,6 millioner kroner at spare for en dansker ved at købe et hus i Malmø frem for i København på grund af forskellen i huspriser og valutakursen.
Med de kraftigt faldende københavnske huspriser er besparelsen siden faldet med over én million kroner. Det betyder, at færre og færre danskere flytter til Malmø.
Den lavere »byttepris« betyder samtidig, at flere og flere danskere også vender hjem fra Malmø. En Malmø-dansker kan således bytte sit hus i Malmø ud med et i København for en merpris på 0,6 millioner kroner.
»Den relativt lave merpris ser ud til at have fristet en del danskere til at vende hjem igen, selvom der selvfølgelig kan være andre årsager til udviklingen end billigere københavnske boliger,« siger Thomas Kyhn.
Det er primært danskere som står for flytningerne fra Malmø til København - og den modsatte vej. Antallet af svenskere, som flytter til Danmark har de seneste år ligget nogenlunde konstant.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik