Danmarksmester i e-sport sejler på virtuelle bølger

23-årige Lukas Mohr har saltvand i årerne, men i stedet for at begive sig ud på bølgen blå, så dyster han mod verdens bedste på det virtuelle hav.

Havet funkler i solens stråler. Store bølger sender rystelser igennem båden, når de rammer skroget. Et pludseligt vindstød trækker båden ned mod bølgerne og sender en sky af saltvand over bådens mandskab. 

Men vandet og vinden bliver bag skærmen på Lukas Mohrs tablet. Den 23-årige e-sportsatlet fra Charlottenlund er nemlig i færd med at dyste mod nogle af verdens bedste sejlere, ikke på vandet, men på internettet.

quote Det kræver bestemt, at man er en dygtig sejler ude på det rigtige vand.

Lukas Mohr, Danmarksmester i e-sejlsport.

E-sportssejlads er den virtuelle version af kapsejlads, hvor spillere konkurrer med hinanden i computersimulationer. Og det er en sportsgren, som Lukas Mohr i den grad må siges at have både talent og passion for.

Den 23-årige e-sportsatlet kan kalde sig for både Danmarksmester i e-sejlsport og en del af verdenseliten indenfor feltet. 

Saltvand i blodet

Selvom Lukas Mohr især er skarp på de virtuelle bølger, så er han ingen grønskolling på vandet i virkeligheden. 

Faktisk har den 23-årige e-sportsatlet tilbragt mere tid på vandet end de fleste. Allerede som ni-årig begyndte han at stævne ud fra Skovshoved havn i optimistjoller, og siden har saltvand været en fast bestanddel af Lukas Mohrs liv.

- Det har fyldt utroligt meget i mit liv. Jeg var rigtig mange år af mit liv på en havn for at se min far sejle, fortæller Lukas Mohr. 

Hvad er e-sport?

E-sport, eller elektronisk sport, er sportsgren, der tager udgangspunkt i computernes verden.


Imodsætning til klassiske sportsgrene, foregår e-sport på computere eller tablets, hvorpå e-sportsatleterne spiller realistiske computersimulationer af sport eller spil mod hinanden.


Størstedelen af e-sportsgrene tager ikke udgangspunkt i klassisk sport, men er i stedet konkurrencer i computerspil som Counter-Strike, Dota eller Fortnite.


Mens e-sport for blot 20 år siden var en relativt lille niche, er det i dag et område i rivende udvikling med pengepræmier og internationale konkurrencer, der minder om klassiske sportkonkurrencer. 


E-sejlsport

E-sejlsport er en e-sport, der tager udgangspunkt i den klassiske kapsejlads mange discipliner.


Istedet for at konkurrere på vandet, så dyster de mange deltager mod hinanden på virtuelle platforme som 'Virtual Regatta'.


Her styrer spilleren en båd og skal på samme måde som i traditionel sejlads tage højde for vinden og de andre spillere.


I de sidste par år har e-sejlsport oplevet en stor udvikling og tæller i dag 176.000 registrerede spillere.


I 2019 anerkendte Dansk Sejlunion e-sejlsport officielt og året efter var de med til at afvikle det første DM indenfor sporten. 


Senest er E-sejlsport, som den første e-sport, blevet anerkendt af den olympiske komité. 


Verdensmesteren i e-sejlsport i 2020 var den spanske Joan Cardona.

Lukas Mohrs hang til havet ligger nemlig til familien. Faren, Sten Mohr, er tidligere elitekapsejler og har bl.a. deltaget i det prestigefyldte America's Cup. 

Far og søn har da også vundet Danmarkmesterskaber i sejlads sammen. Men selvom Sten Mohr har tilbragt hele sin sportskarriere på virkelige både, så har han stor respekt for den virtuelle sejlsport.

- Det er svært. Der skal man virkelig investere timerne. Og enten har jeg ikke investeret timer nok, eller også er jeg bare for dårlig, siger Sten Mohr. 

Danmarksmester i e-sejlsport

Det kræver taktisk snilde, stor viden om sejlads og forståelse for både vind og vejr for at blive god til e-sejlsport. En kombination af færdigheder og viden, der gør at mange af de dygtigste e-sejlere faktisk også er nogle af de bedste kapsejlere i verden.

- Det kræver bestemt, at man er en dygtig sejler ude på det rigtige vand. Det ser man også med de andre internationale e-sejlere, der f.eks. har været med i OL. Det er bare dygtige sejlere, der også er gode til e-sejlsport, siger Lukas Mohr. 

Med sine mange timer på både det virtuelle og virkelige hav, er Lukas Mohr netop et eksempel på et e-sejlsportstalent.

Noget han for alvor beviste i 2020, da han kunne hale en guldmedalje hjem i det første officielle DM i e-sejlsport.

Den unge virtuelle skipper er da også blevet anerkendt for sit talent for sporten. Senest agerede han holdkaptajn for det danske landshold i e-sejlsport i Nations Cup, et slags VM i e-sejlsport. 

Det danske hold nåede hele vejen til semi-finalen, men måtte dog se sig slået af det spanske landshold og den regerende verdensmester.

De Ukendte Danmarksmestre

Hvem er De Ukendte Danmarksmestre? De er dedikerede, passionerede og målrettede, selvom de nok hverken bliver rige eller berømte af det, de gør. De er danmarksmestre i nicher, som rampelyset kun sjældent rammer. 


I denne serie kan du møde De Ukendte Danmarksmestre, hvor du blandt andet kan læse om Danmarksmesteren i trespring, der sprang i bobslæden eller om Danmarkmesteren i pinball, der sigter efter VM.

At Lukas Mohr endnu ikke kan kalde sig verdensmester i e-sejlsport går ham ikke på. En af den 23-årige sejlentusiasts største drømme er nemlig også, at e-sejlsport skal blive mere udbredt i Danmark.

- Alle vil jo gerne vinde VM. Men jeg synes også, at det kunne være superfedt at kunne skabe en god platform for sporten i Danmark, så vi får mange danske sejlere, som kæmper med, fortæller Lukas Mohr. 

E-sejlsport på vej frem

Selvom e-sejlsport er en relativt ny sportsgren, er den allerede blevet varmt modtaget af mange sejlorganisationer og sejlere verden over. 

På simulationsplatforme som Virtual Regatta er der allerede over 176.000 registrerede spillere, og flere store konkurrencer som f.eks. Prada Cup har også fået en virtuel version i spillet. 

Også Dansk Sejlunion har taget imod sporten med åbne arme. I 2019 godkendte de e-sejlsport officielt, og året efter var de med til at afvikle det første DM i sporten. 

Ifølge Dansk Sejlunions formand Christian Lerche, var e-sejlsport dog ikke blevet ligeså hurtigt udbredt uden Lukas Mohrs mange frivillige timer og engagement.

- Han har kastet sig ind i det her og er med til at organisere så mange sejladser og rådgive os. Uden ham, var vi ikke kommet så godt i gang, siger Christian Lerche, formand for Dansk Sejlunion.

Virkelige eller virtuelle bølger?

Selvom Lukas Mohrs hidtidige præstationer tegner en stor fremtid inden for e-sejlsport, så vidner medaljerne hjemme i lejligheden i Charlottenlund også om, at de virkelige bølger stadig trækker i den 23-årige e-sportsatlet. 

Farens mange imponerende bedrifter indenfor sejlsporten har nemlig sået et dybt ønske i Lukas Mohr.

- Drømmen har jo altid været, at blive professionel sejler ligesom min far. Det kan sikkert stadig lykkedes, men nu har jeg set en god mulighed i e-sejlsport. Der er masser af ting, der ikke er sket for e-sejlsport, som sagtens kan ske endnu, siger Lukas Mohr. 

Om Lukas Mohr ender som verdensmester i klassisk sejlads eller dens virtuelle modpart kan kun fremtiden vise. En ting er dog sikker, med både Danmarkmesterskabet i e-sejlsport under bæltet og en skarp international placering er kursen, og sejlene, sat mod en lys fremtid indenfor sejlsportsverden. 





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik