Siden 1901 har pumpestationen på Kløvermarksvej på Amager sørget for, at byens borgere kunne slippe af med det beskidte, bakteriefyldte kloakvand.
Men nu pensioneres stationen, der er landets ældste og største af sin slags, oplyser Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, Hofor.
Årsagen er, at Hofor har taget et spritnyt og stort anlæg i brug i sidste uge. Lørdag blev de sidste rør omlagt fra den gamle til den nye pumpestation.
Og på samme vis overtager den nye station, der ligeledes placeret på Kløvermarksvej ligger i nærheden af den gamle, titlen som landets største.
Den nye pumpestation leder hovedstadens regn-og spildevand ud til rensning på Lynetten.
Med en samlet kapacitet på 32.500 kubikmeter i timen bliver det Danmarks største kloakpumpestation.
Hovedparten af spildevandet fra Frederiksberg og København skal igennem pumpestationen før det ledes videre ud til rensning. Årligt løber det op i 35 milliarder liter spildevand, der skal gennem den nye station.
Fra pumpestationen sendes spildevandet videre til rensning på rensningsanlægget Lynetten.
Den nye pumpestation er designet til at håndtere de klimaforandringer, der resulterer i hyppigere og kraftigere skybrud og stormfloder.
Byggeriet på Kløvermarksvej begyndte i starten af 2016.
Den gamle og nu pensionerede pumpestation får dog lov til at blive stående. Hvad der skal ske med den i fremtiden er fortsat uvist. Hvis den omdannes til koncertsal, vil det ikke være første pumpestation i København ombygget til dette. Pumpehuset på Studiestræde var således engang en del af et vandværk.