Det skriver ErhvervsBladet.
Faktisk begynder festen lige på den anden side af Øresund, hvor Region Skåne skal renovere sygehuse og bygge nyt for 15 milliarder svenske kroner.
- I Malmø har vi udtjente bygninger, som er næsten 100 år gamle, så vi skal rive en del ned og bygge nyt de kommende år. Også i Lund, med byggeri fra 1960'erne og 1970'erne, skal vi bygge nyt, siger danske Bent Christensen, gennem syv år direktør for universitetssygehusene i Malmø og Lund til ErhvervsBladet.
Både tegnestuen C.F. Møller og ingeniørkoncernen Rambøll har allerede foden godt indenfor. Også i Norge har danske firmaer travlt med sygehusopgaver. To aarhusianske tegnestuer, aart og Arkitema, er nu i gang med detailarbejde ved et fem milliarder kroner stort sygehusbyggeri i Sarpsborg i nærheden af Oslo. Ingeniørarbejdet står den norske afdeling af danskejede Cowi for.
- Begge markeder er rigtig interessante, og vi får mange henvendelser fra medlemmerne, siger Henriette Thuen, chef for Dansk Byggeris internationale afdeling.
I Foreningen af Rådgivende Ingeniører siger administrerende direktør Henrik Garver, at de store i faget længe har opfattet Skandinavien som ét hjemmemarked, og det breder sig til de mindre ingeniørfirmaer.