Danmark åbner for flere rejser og turisme fra 27. juni

Regeringen kommer med en model, så der åbnes mere for grænserne og lempes yderligere for rejsevejledninger.

Der er godt nyt på vej til rejselystne danskere, som måske har været i tvivl om, hvad der skulle ske i sommerferien.

Nye rejsevejledninger og grænselempelser betyder nemlig, at der fra 27. juni kan rejses til og fra visse i lande i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien.

Det oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

- Jeg er glad for, at vi nu kan tage et væsentligt skridt mod normalisering og gøre det muligt for danskerne at rejse til flere lande i Europa, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

- Vi står et væsentligt bedre sted i Danmark, end vi havde turdet håbe på for bare kort tid siden.

- Derfor kan vi nu lempe rejsevejledningerne på en måde, som gør, at vi kan åbne op for det meste af Europa og gå fra orange til gul i rejsevejledningerne, siger han.

Modellen vil fastsætte nogle objektive kriterier. Blandt andet om et lavt antal smittede. Det vil fremover være afgørende for, hvilke af landene der åbnes op for, lyder det.

Under 20 smittede pr. 100.000 borgere

Siden 13. marts har Udenrigsministeriet som udgangspunkt frarådet alle ikke-nødvendige rejser til udlandet. Fra mandag i denne uge blev Tyskland, Norge og Island dog taget ud af den ligning.

Rejsevejledningerne er kun anbefalingerne. Det er dermed ikke ulovligt, hvis man ikke følger dem.

Det specifikke detaljer i modellen kendes ikke endnu, men fast står det, at det i første omgang betyder, at Sverige og Portugal fortsat er lukkede lande.

- For at være "åbent" skal et land have under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

- Når et land først er åbent, vil det kritiske niveau for, hvornår et land ændrer status til "karantæneland" være ved 30 smittede pr. 100.000 indbyggere, skriver ministeriet.

Turister fra Skåne, Halland og Blekinge i Sverige samt Slesvig-Holsten i Tyskland behøver dog fra 27. juni ikke længere opfylde et krav om seks overnatninger i Danmark for at få lov at komme ind i landet.

Se listen: Her må danskerne rejse til fra 27. juni

Få herunder det samlede overblik over de lande, der lige nu opfylder kriterierne:

  • Belgien
  • Bulgarien
  • Cypern
  • Estland
  • Finland
  • Frankrig
  • Grækenland
  • Irland
  • Island
  • Italien
  • Kroatien
  • Letland
  • Liechtenstein
  • Litauen
  • Luxembourg
  • Malta
  • Norge
  • Holland
  • Polen
  • Rumænien
  • Schweiz
  • Slovakiet
  • Slovenien
  • Spanien
  • Storbritannien
  • Tjekkiet
  • Tyskland
  • Ungarn
  • Østrig

Endnu ingen plan for lande udenfor Europa

Kofod siger, at der endnu ikke er en model på plads for lande uden for Europa.

- Når det gælder tredjelande uden for Europa, så taler vi om 160 lande, hvor pandemien fortsat hærger. Mig bekendt er der ikke nogen europæiske lande, der har fremlagt en model for tredjelande, siger Kofod.

En række partier har den seneste tid presset regeringen for at lempe de danske rejserestriktioner.

Her kan du læse de nye kriterier for at åbne grænserne yderligere:

  • De nuværende restriktioner erstattes af en ny model for åbning baseret på kriterier, som tager udgangspunkt i den sundhedsmæssige situation i landene.
  • Der vil også blive indført et testkriterium, som myndighederne er ved at udforme. For alle disse lande vil Udenrigsministeriet samtidig gå tilbage til at lave individuelle rejsevejledninger.
  • For at være "åbent" skal et land have under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere per uge.
  • Når et land først er åbent, vil det kritiske niveau for, hvornår et land ændrer status til "karantæneland" være ved 30 smittede per 100.000 indbyggere.
  • Det gøres for at undgå at åbne og lukke på grund af mindre udsving fra uge til uge.
  • Der vil også blive stillet krav til landenes testregimer. Statens Serum Institut vil ugentligt udarbejde en tabel med lande, der klassificeres som henholdsvis "åbne" eller "karantænelande".
  • Der fastlægges en liste over åbne- og karantænelande 25. juni. Den nye model træder i kraft fra 27. juni.
  • Hvis landene ikke har betydelige indrejserestriktioner over for danske rejsende, vil Udenrigsministeriets rejsevejledninger blive gule for alle åbne lande.
  • Det betyder, at Udenrigsministeriet ikke længere vil fraråde ikke-nødvendige rejser, men opfordre rejsende til at udvise ekstra forsigtighed og holde sig opdateret.
  • For danske borgere, der vender hjem fra rejser til gule lande, vil opfordringen til at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomst bortfalde.

Kilde: Udenrigsministeriet.

Opdateres...


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik