Da orkanen ramte Danmark - Syv døde og 800 blev kvæstet i 1999

Den 3. december er det 20 år siden, landet blev ramt af Danmarkshistoriens kraftigste orkan.

Hvad lavede du den 3. december 1999?

Det er der mange - rigtig mange - danskere, der kan svare på, for den dag ramte Danmarkshistoriens måske kraftigste orkan store dele af landet. Folk mistede livet, og ødelæggelserne var enorme. 

Dengang var vi ikke begyndt at navngive stormsystemer, så det voldsomme og ødelæggende stormvejr går i dag under navnet Decemberorkanen. Den ramte hovedstadsområdet og Sjælland med ødelæggende kraft. Da den endelig slap sit greb var det med ødelæggelser for over 17 milliarder nutidskroner, det dyreste uvejr, der nogensinde havde ramt landet - og den rekord består i dag.

I Københavns Lufthavn blev flytrafikken indstillet, og passagererne overnattede i lufthavnen.
I Københavns Lufthavn blev flytrafikken indstillet, og passagererne overnattede i lufthavnen.
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Uvejret kom fra Nordsøen

Stormen kom ind i forbindelse med et lavtryk fra Nordsøen - derfra henover det nordlige Jylland og videre mod øst til Sverige. Og syd for lavtrykket opstod de kraftigeste vinde. Uvejret kulminerede over Danmark fredag aften, mens festglade mennesker var til julefrokoster og festede over det ganske land.

Mange steder blev festerne ødelagt, folk blev fanget og havde svært ved at komme hjem. I hovedstadsområdet blev driften med S-tog indstillet, og busserne holdt stille - det var for farligt at bevæge sig rundt, for træer knækkede i tusindvis, tage rev sig løs, tagsten raslede ned over gaderne og vinduer smadrede. Gaderne var præget af panikslagne mennesker, der forsøgte at nå hjem - eller at finde ly og sikkerhed.

På den jyske vestkyst blev der registreret vindstød på cirka 51 meter i sekundet, men da orkanen nåede hovedstadsområdet, var den stadig voldsom, og vindstøddene nåede op omkring 45 meter i sekundet.  Orkan starter ved vindstyrker på 32,6 meter i sekundet.

Den mest sindssyge arbejdsdag

En af dem, der husker Decemberorkanen meget tydeligt, er TV 2 Vejrets Peter Tanev. Og han oplevede end ikke uvejret på sin egen krop - for han var på arbejde.

- Det er nok den mest sindssyge arbejdsdag, jeg nogensinde har haft. Og jeg har jo været med til at dække adskillige storme og stormfloder siden. Men det her var helt vildt, husker han.

Og selv om man vidste, at der var storm på vej, så kom uvejrets afsindige kraft bag på folk - også vejrfolkene.

- Det eksploderede jo ude over Nordsøen, men det var først, da den som det første sted ramte Rømø, at vi fandt ud af, hvor slemt, det reelt var, fortæller Peter Tanev.

Træer knækkede som tændstikker

Da 19-nyhederne gik i luften, var det med en fyldig vejrdækning og flittig brug af vejrværten Peter Tanev.

quote Det lød som kraftige eksplosioner

Peter Tanev, TV 2 Vejret

- Vejrstudiet var placeret i et lille træhus uden for TV 2's bygning, og det lå op ad et skovområde. Vi kunne høre noget, der lød som kraftige eksplosioner - det viste sig at være lyden af flere hundrede år gamle bøgetræer, der knækkede som tændstikker, siger Peter Tanev.

Stilladser væltede overalt. Her er det i det centrale København.
Stilladser væltede overalt. Her er det i det centrale København.
Foto: Claus Bjørn Larsen

Uvejret kulminerede over hovedstadsområdet lidt senere på aftenen, og fyldte hele Lorrys udsendelse klokken 22.15. Myndighederne opfordrede indtrængende alle til at blive indendøre, og mange steder var gader og veje så godt som øde.

- Vi har tagsten, der flyver rundt, et tag der er røget af et hus - det er ved at være hektisk, lød det fra Falcks vagtstation, da vi talte med dem - og det var inden, uvejret for alvor brød løs.

Og så steg intensiteten. Tage blæste af familieboliger og af etageejendomme, så regnen væltede ind. Veje blev lukket på grund af væltede træer, og anmeldelser om stormskader strømmede ind.

Klokken 20.15 stoppede busdriften i hovedstadsområdet og dermed fulgte S-togene, der indstillede driften klokken 19.30. Også flytrafikken gik i stå.

- Vi har haft kraftigere vindstyrker siden. Men det specielle her var, at stormen ramte næsten hele landet, og vi har ikke haft storme, der har haft så voldsom indflydelse på vores infrastruktur, siger Peter Tanev, TV 2 Vejret.

Først efter midnat begyndte stormen at slippe sit tag.

Da var syv mennesker døde og 800 personer havde fået så kraftige skader, at de havde brug for lægehælp. Ødelæggelserne løb op i, hvad der i dag svarer til 17 milliarder kroner.

I Københavns Lufthavn blev flytrafikken indstillet, og passagererne overnattede i terminalen.
I Københavns Lufthavn blev flytrafikken indstillet, og passagererne overnattede i terminalen.
Foto: Jens Nørgaard - Scanpix & Ritzau

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik