Coronasmittede kan fremover selvisoleres på hoteller og feriecentre

Regionerne har aktuelt kapacitet til cirka 10.000 test per dag. Det skal udvides yderligere, siger regeringen.

På et pressemøde klokken 10.00 i Statsministeriet lyder det, at men påbegynder en ny og mere offensiv test-strategi.

I den indebærer det, at men vil isolere smittede hurtigere.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger, at kommunerne vil stille feriecentre, hoteller eller lignende til rådighed som et frivilligt tilbud om selvisolation.

Dermed kan man blive isoleret uden for eget hjem, hvis man eksempelvis bor i en lille lejlighed, hvor der ikke er plads til at isolere sig selv.

Der er tale om en frivillig ordning. Den gælder kun personer, der er selvhjulpne. Ud over at begrænse smittespredning skal ordningen især beskytte udsatte grupper. Eksempelvis borgere med kronisk sygdom.

Regeringen vil snarest fremsætte et lovforslag. Det skal give kommunerne ansvaret for at stille isolationsmuligheder til rådighed for smittede borgere.

Minister: Vi kan tvangsisolere - men vi vil helst ikke

Sundhedsminister Magnus Heunicke siger, at epidemilov giver mulighed for at tvangsisolere borger. Men det vil kun ske i få tilfælde:

- Psykiatriske patienter og misbrugere er blevet tvangsisoleret, efter de har nægtet at følge retningslinjerne. Det er fuldt offentligt, at det er sket. Det kan vi ikke afvise vil ske igen. Men det er virkelig undtagelsen. Der er et kæmpe samfundssind fra borgerne, og vi kommer længst af frivillighedens vej. 

- Men vi kan ikke afvise, at der vil være enkelte tilfælde, hvor man ikke vil følge myndighedernes retningslinjer og risikere at starte supersmittekæder, siger Magnus Heunicke.

FAKTA: Bedre mulighed for selvisolation

  • Tilbuddet er målrettet personer, der ikke har mulighed for at isolere sig i egen bolig.
  • Det kan være personer i familier, der bor tæt og ikke kan reservere et værelse i husstanden til den smittede person. Det kan også være  smittede personer, der deler husstand med en person i risikogruppen.
  • Det er et frivilligt tilbud.
  • Isolationsfasciliteterne forventes at kunne oprettes ved at leje hoteller, feriecentre eller lignende.
  • Det bliver kommunerne i samråd med borgerens læge, der visiterer isolationsfaciliteterne. Tilbuddet er kun for personer, der er selvhjulpne.

Flere tests og mere opsporing

Derudover skal den nye strategi sikre, at der kommer en mere effektiv opsporing af smittekæder.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag på et pressemøde.

- Myndighederne vil allerede fra denne uge begynde at opspore, hvem de smittede har været i kontakt med. Så de kan blive isoleret hurtigt, så vi kan bryde smittekæderne.

- Når vi sætter ind med mere offensiv teststrategi og værnemidler, så kan de ældre og sårbare forhåbentlig også få mere af deres hverdag tilbage. Se familien og se børnebørnene, siger Mette Frederiksen.

Regeringen vil senere fremlægge en plan for teststrategien i efteråret, lyder det fra regeringen.

Sundhedsstyrelsen er optimistisk:

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, siger, at der nu er fokus på at opspore tætte kontakter til smittede. Og tilbyde en test til dem.

- Så vil vi bruge det til at understøtte en intensiv isolation af de smittefarlige. Med det er vi ret optimistiske i forhold til, at vi kan bryde smittekæderne i de næste genåbningsfaser, siger Brostrøm.

Han tilføjer, at man med den nye strategi vil forsøge teste flere uden symptomer. Dette skal begrænse brugen af karantæne.

- Vi vil lave en meget mere målrettet og fokuseret testindsats for at undgå, at vi unødigt skal karantænesætte personer, siger Brostrøm.

En smittesporings-app, som er på vej, vil indgå i indsatsen for at opspore smittekæder.

I øjeblikket er genåbningens fase 2 igangsat. Det skete mandag. Folketingets partier har allerede aftalt, hvordan fase 3 og 4 skal ske ud. Det kom på plads i sidste uge.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik