Corona kan gøre disse områder til ghetto: Partier vil af med omstridt liste

Flere boligområder i TV 2 Lorrys område risikerer at ende som nye ghettoer, hårde ghettoer eller udsatte boligområder som følge af coronakrisen. 

Ghettolisten skal skrottes resten af året, mener tre partier på Københavns Rådhus. 

For coronakrisens hærgen på arbejdsmarkedet betyder ikke kun fyringer i stribevis blandt borgere, men kan også ramme de boligområder, nogle af dem bor i. 

Derfor vil Radikale Venstre, Enhedslisten og Alternativet i Københavns Kommunes Beskæftigelses- og Integrationsudvalg stille forslag om at suspendere ghettolisten året ud.

Det skal helt konkret ske ved, at beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning Skovgaard (V), henvender sig til regeringen med ønske om at se på ghettolistens såkaldte beskæftigelseskriterier. 

- Vi kan se, at coronakrisen har fatale konsekvenser på hele beskæftigelsesområdet. Og særligt i de her udsatte boligområder - såkaldte ghettoer - der kan det betyde, at folk skal flytte fra hus og hjem, og at vi i virkeligheden skal rive nogle af bygningerne ned, siger Christopher Røhl Andersen, Beskæftigelses- og Integrationsordfører for Det Radikale Venstre på Københavns Rådhus.

Indkomst og beskæftigelse er udslagsgivende

I flere udsatte boligområder bor borgere, der arbejder i rejsebureauer, med rengøring, på hoteller og restauranter og med transport - det er blandt de brancher, hvor flest har mistet jobbet som følge af coronakrisen. Det viser en ny analyse fra BL, interesseorganisation for Danmarks almene boliger.

Og når flere borgere i et udsat boligområde mister arbejdet, er risikoen for at området kommer på ghettolisten større. Nogle af kriterierne for at komme på listen er nemlig indkomst og beskæftigelse. 

FAKTA - Kriterierne for at komme på ghettolisten 

Ved et ghettoområde forstås et alment boligområde med mindst 1.000 beboere, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er højere end 50 procent, og hvor mindst to af følgende fire kriterier er opfyldt:

 

  1. Andelen af beboere i alderen 18-64 år, der ikke er i arbejde og heller ikke er i gang med en uddannelse, overstiger 40 procent opgjort som gennemsnittet over de seneste to år.
  2. Andelen af beboere, der er dømt for overtrædelse af straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer udgør mindst tre gange landsgennemsnittet opgjort som gennemsnit over de seneste to år.
  3. Andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse, overstiger 60 procent af samtlige beboere i samme aldersgruppe.
  4. Den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år i området (eksklusive uddannelsessøgende) er mindre end 55 procent af den gennemsnitlige bruttoindkomst for samme gruppe i regionen.


Kilde: Transport- og Boligministeriet

Analysen fra BL viser således, at tre udsatte boligområder i TV 2 Lorrys sendeområde risikerer at komme på ghettolisten, tre boligområder kan blive udsatte boligområder mens fem ghettoer kan blive stemplet som hårde ghettoer.

Du kan se områderne længere nede i artiklen.

De hårde ghettoer er dem, der har stået på listen i minimum de seneste fire år. VLAK-regerings Ghettoplanen betyder, at disse hårde ghettoer blandt andet skal nedbringe andelen af almene familieboliger til 40 procent af boligmassen inden 2030.

Det kan få konsekvenser for borgerne/boligerne, mener cheføkonom hos Danmarks Almene Boliger, Solveig Råberg Tingey.

- Vi oplever en stigende ledighed her under corona, og den stigende ledighed ser ud til at ramme de almene beboere i særlig hård grad. Mange af de almene beboere, som bor i de udsatte områder er ansat i de brancher, som er præget af ledighed under krisen. Og de har også en kortere uddannelse, og det gør dem særlig sårbare overfor ledighed, siger Solveig Råberg Tingey. 

- Beboer og afdelingsformand i AKB Lundtoftegade, Søren-Emil Stenkjær Schütt , håber ghettolisten bliver sat midlertidigt i bero.

- Ikke nok med, at vores naboer nu mister deres arbejde og falder i indtjening. Det kan simpelthen også betyde, at vi bliver smidt ud af vores hjem, hvis vi havner på den hårde liste. Og det vil være en social katastrofe for os, for hvor skal vi flytte hen?, siger Søren-Emil Stenkjær Schütt. 

BL har regnet på tre forskellige scenarier for, hvordan coronakrisen rammer relevante boligområder. I første scenarie rammer krisen mildere, og tilsvarende hårdere og hårdere i anden og tredje scenarie.

De kan blive ghettoer i de tre forskellige scenarier

Sceanrie 1 

  • Gadelandet/Husumgård, København 

 

Sceanrie 2

  • Ingen i TV 2 Lorrys sendeområde

 

Sceanrie 3

  • Charlotteager, Høje-Taastrup 
  • Nivåhøj, Fredensborg 

De kan blive udsatte boligområder i de forskellige scenarier

Sceanrie 1 

  • Ingen i TV 2 Lorrys sendeområde 

 

Sceanrie 2

  • Rønnebærparken/Æbleparken, Roskilde 

 

Sceanrie 3

  • Bispevænget mv., København

De kan blive hårde ghettoer

  • Bispeparken, København 
  • Lundtoftegade, København
  • Aldersrogade, København
  • Hørgården, København
  • Nøjsomhed/Sydvej, Helsingør

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik