Corona-epidemien giver overraskende trafik-gevinst

Selv små reduktioner i trafikmængden giver store besparelser i forhold til køkørsel.

Vejdirektorates undersøgelser viser, at selv en lille reduktion i trafikmængden fører til store gevinster i form af bedre fremkommelighed. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Corona-epidemien har vist sig at være guld værd for landets trafikforskere.

For forårets nedlukning af landet gav reduktioner i trafikmængden på vejene, og dermed fik Vejdirektoratet en sjælden mulighed for at analysere, hvordan det påvirkede trafikafviklingen.

Og en af konklusionerne er overraskende.

For det er selvfølgelig logik for burhøns, at færre biler betyder, at der ikke opstår køkørsel, og at risikoen for uheld falder. Men det viser sig, at selv en lille reduktion har meget stor betydning for, hvordan trafikken glider.

Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.

Læs også Myldretiden er tilbage på motorvejene

- Vi var jo nok alle sammen klar over, at problemerne med trængsel og uheld er størst, når der er flest køretøjer på motorvejene. Det interessante er, at studiet har bekræftet, at der kun skal flytte en ganske lille del af trafikken for at få det hele til at glide meget bedre, siger områdechef i Vejdirektoratet Charlotte Vithen.

Helt konkret viser Vejdirektoratets studier, at en reduktion i trafikken på de travleste motorveje med fem til 10 procent vil reducere forsinkelserne med op til 50-90 procent afhængig af det konkrete sted.

Fra 19 til 12 minutter

Vejdirektoratet beskriver coronaens begrænsning af trafikken som et "laboratorium" - og normalt har man ikke mulighed for at gennemføre den slags eksperimenter.

Gevinsten af mindre trafik er ganske håndgribelig:

For eksempel viser målinger, at hvor det normalt tager omkring 19 minutter at køre vest om København på Motorring 3 i sydgående retning i eftermiddagsmyldretiden, så falder rejsetiden til under 12 minutter, hvis man fjerner blot fem procent af bilerne.

- Det er jo en konkret forbedring for den enkelte trafikant, men også for samfundet som helhed ville det udgøre en markant gevinst, lyder det fra Charlotte Vithen.

Kan ændre planlægningen

Resultaterne er også landet på transportminister Benny Engelsbrechts (S) bord, og han mener, at de kommer til at påvirke den fremtidige trafikplanlægning.

- Jeg synes, det er interessant, at blot en lille reduktion af biltrafikken kan føre til et mere gnidningsfrit trafikbillede, hvor færre oplever trængsel, lange bilkøer og massiv myldretid, siger han.

- Det er vigtig viden og viser, at vi skal kigge bredt på trængselsproblematikken; traditionel udbygning af vejene kan – som studiet viser – suppleres af ændrede vaner hos den enkelte trafikant. Erfaringerne fra de seneste måneder viser, at vi på mange arbejdspladser kan være meget fleksible, og det giver nogle perspektiver, som vi skal have med, når vi planlægger fremover, siger Benny Engelsbrecht.

Læs også Har du også undret dig? Derfor er motorvejene mod København mørklagte

Samtidig bekræfter analyserne også, at den mere glidende trafikafvikling giver en markant reduktion i antallet af trafikulykker - og det påvirker igen trafikafviklingen.

Vejdirektoratets nyeste beregninger viser, at det samfundsøkonomiske tab ved, at trafikanterne holder i kø efter uheld på motorveje, er på godt 600 millioner kroner om året.



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik