Clita gik rundt på hotel med blodigt tøj

58-årige Marian Clita spankulerede længe rundt på Hotel Radisson Blue med blod på tøjet. - Jeg undrede mig over, at ingen opdagede noget, forklarede han.

Ingen ansatte på Hotel Radisson Blu i København løftede tilsyneladende et øjenbryn, da den 58-årige Marian Clita mandag aften gik rundt i timevis som en tikkende bombe på hotellets område og ledte efter noget at stjæle.
Det kom frem ved fredagens grundlovsforhør, hvor den rumænske notoriske vaneforbryder forklarede, at han snittede den norske stewardesse Vera Vildmyren to gange i halsen med en kniv, hvorefter han gennembankede hendes ansigt, først med en metalstang og siden et koben.
Flere hotelgæster hørte Vera Vildmyrens desperate skrig om hjælp, og et enkelt vidne tilkaldte endda hotellets security. Vagterne kunne dog ikke opspore noget mistænkeligt, og imens ebbede livet ud af den 42-årige stewardesse og mor til to oppe på værelse 2050 i 20. sals højde.
Drabet var så voldsomt, at både Clitas medbragte kniv og metalstang gik i stykker. Han efterlod remedierne, tog sin blodrøde skjorte af, og pakkede stewardessen ind i værelsets gardiner, inden han atter begav sig ud på hotellets gange.
Med sig havde han Vildmyrens ur, en telefon og to punge. Og selvom der også var blod på mandens t-shirt, satte han sig til rette i hotellets kasino efter drabet, hvor han slukkede tørsten med en øl fra baren.
- Jeg undrede mig over, at ingen opdagede noget, forklarede han efterfølgende til politiet.

Herpå satte han sig uforstyrret til rette ved en spilleautomat og vandt 700 kroner, inden han - nu mere end en time efter drabet - henvendte sig i hotellets garderobe og fik udleveret sin jakke og halstørklæde og kørte bort i en taxi.
Men Clita ville mere end bare køre taxi. Derfor betalte han chaufføren for at holde stille, så de to kunne snakke sammen, og Clita fik lov til at sidde og ryge i vognen. Drabet var dog ikke blandt samtaleemnerne i den parkerede hyrevogn.
Den lille, tætbyggede rumæner var i et trodsigt humør, da han fredag middag tog plads i Københavns Dommervagt i selskab med en tolk og et sammenkrøllet viskestykke.
Flere gange slog han i bordet, når han pointerede, at han allerede havde svaret på anklagerens spørgsmål, og at han derfor ikke orkede at gøre det igen.
Han fremførte desuden det synspunkt, at ansvaret for tragedien var hotellets, fordi Vera Vildmyrens dør ikke var lukket forsvarligt.
Men frem for alt nægtede han at have slået Vildmyren ihjel med fuldt overlæg. Det sker i håb om at blive idømt en mildere straf for "vold med døden til følge", men dommeren valgte at fængsle den 58-årige mand på begrundet mistanke om drab.
Da natten faldt på, tog Marian Clita toget til Sverige. Her begravede han blandt andet en del af udbyttet fra rovmordet i en snedrive på en kirkegård i Lund, forklarede han.
Clita rejste i ugerne op til drabet frem og tilbage mellem Sverige og København. Han stjal sig tilsyneladende frem, og inden han entrede Hotel Radisson, havde han efter eget udsagn overvejet at plyndre de nærliggende huse på Amager.
Siden 1984 er Marian Clita i alt idømt 43 års fængsel for grove tyverier, våbensmugling samt drabet på en systemkritiker i en fængselscelle i 1985. Han blev løsladt den 17. maj 2008.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik