Cirkusrevy-stjerne sygemeldt med stress

Lisbet Dahl skal holde sig i ro den kommende måneds tid for at passe på sit helbred.

Det bliver uden Lisbet Dahl, når årets cirkusrevy skal spilles den kommende måned.

Den mangeårige revyskuespillerinde og instruktør er blevet sygemeldt, efter at hun har fået konstateret stress, meddeler Cirkusrevyen i en pressemeddelelse tirsdag aften.

'Det har været en hård periode, og især for Lisbet, der som medvirkende instruktør har lavet en fantastisk revy, men et sygdomsforløb og mange bolde i luften har tæret på hendes kræfter,' siger Cirkusrevyens direktør Torben "Træsko" Pedersen i pressemeddelelsen:

'Derfor skal vi passe på Lisbet og give hende tid til at komme ovenpå igen, og så glæder vi os alle sammen til at se Lisbet på scenen igen.'

Lisbet Dahl var syg fra flere forestillinger i opstarten på årets revy. Da skyldtes det en infektion i kroppen, der ikke var coronarelateret.

Efterfølgende har hun fået konstateret stress, og på sin læges opfordring skal derfor holde sig helt i ro, så hun kan blive klar til sidste etape af den populære Cirkusrevy til efteråret, lyder det i pressemeddelelsen.

Billede af revyholdet fra sidste år.
Billede af revyholdet fra sidste år.
Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Der er ingen fare for, at forestillingerne bliver aflyst på grund af Lisbet Dahls fravær.

Det skyldes, at holdet til 2021 allerede var sat, da sæsonen i 2020 måtte aflyses.

Derfor er der for første gang siden 1997 seks skuespillere med i årets revy.

Ulf Pilgaard, Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard vil dublere Lisbets roller.

Det glæder revyens direktør:

'Vores dygtige skuespillere er heldigvis klar på at tage over, så vi kan give Lisbet den ro, hun har brug for lige nu, uden at skulle skuffe de mange gæster, der har glædet sig til at se årets revy,' siger Torben "Træsko" Pedersen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik