Christiansborg er en børnehave

Snævre partiinteresser og mobning dominerer debatten på Christansborg, mener flere af de nye folketingsmedlemmer. Det skal der ændres på, siger Folketingets formand, Mogens Lykketoft.

Nyvalgte folketingspolitikere beklager sig over miljøet på Christiansborg. De er trætte af de mange interne slåskampe og angreb fra begge sider af Folketingssalen, skriver Politiken.
- Man står over for hinanden og råber »æh, bæh, du er dum, min far er større end din«. Det er de samme grundlæggende infantile mekanismer som i børnehaven, siger Mette Bock, der er medlem af Folketinget for Liberal Alliance og tidligere direktør i det private erhvervsliv.
Hun mener, at Folketinget bliver 'fodslæbende og ineffektivt', fordi nogle politikere hellere vil udstille deres modstander end finde en løsning på de problemer, Danmark er ramt af. - Havde det været en af de store virksomheder, jeg har været med til at stå i spidsen for, var der adskillige, som var blevet indkaldt til en alvorlig samtale, siger Mette Bock.
Også Christian Juhl fra Enhedslisten er træt af debatformen på Christiansborg.
- Nogle uenigheder bliver dyrket til det ulidelige. Man behøver ikke at gentage, at man er uenig, hver eneste gang man mødes - eller hver eneste gang, der er fjernsyn på, siger han til Politiken. Kritikken vinder genklang hos Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), og næstformand, Bertel Haarder (V), der begge har siddet på tinge i mere end 30 år,
- Der er brug for en kulturrevolution, og det er også det, vi i præsidiet faktisk er enige om, at vi skal prøve at understøtte ved at eksperimentere med nogle nye debatformer, siger Mogens Lykketoft og nævner et nyt tiltag med kortere spørgetid til ordførerne i de store debatter.
Siden 2009 har Folketinget sendt direkte digitalt TV fra debatterne og de åbne møder, og det kan medføre mere mudderkastning, lyder kritikken. De rullende kameraer har fremkaldt en »amerikanisering«, hvor der konstant føres valgkamp, siger professor Asbjørn Sonne Nørgaard fra Syddansk Universitet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik