Chauffør på energidrik: Overtrådte køre- og hviletidsregler med 893 procent

Chaufføren er blevet sigtet for omfattende overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne.

ARKIVFOTO: En tysk chauffør er blevet sigtet 28 gange, da han har overtrådt køre- og hviletidsregler. Foto: TV 2 Lorry

Den 27. januar blev en tysk chauffør snuppet i at køre motorvejene lige lovligt tynde. 

Chaufføren er nu blandt andet blevet sigtet for at have overtrådt køre- og hviletidsreglerne med 893 procent på 28 dage.

Midt- og Vestsjællands Politi fandt flere rammer energidrik, da de åbnede lastbilens dør på motorvejen ved Greve i januar. Chaufføren fortalte, at han ikke drak kaffe, så han blev nødt til at drikke energidrik for at holde sig vågen.

Den tyske chauffør har nu fået 28 sigtelser mod sig, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Læs også Slovensk chauffør afsløret i fusk med hviletider - nu får han kæmpe bøde

Det er både for overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne og for ikke at have betalt vejbenyttelsesafgift på lastbilen. Vognmanden og chaufføren står til at få en bøde på mere end 500.000 kroner, som de skal deles om.

Retten i Roskilde skal afgøre sagen mod chaufføren ved et retsmøde den 23. juni 2020. Det skyldes, at anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at chaufføren frakendes førerretten i Danmark.

Overtrådte hviletider nærmest hver dag

Efter første gennemgang af førerens køre- og hviletidsregistreringer viste det, at føreren havde lavet fire overtrædelser af reglerne. Men det skulle vise sig at være endnu værre.

Efter en nærmere gennemgang af lastbilens takograf, der er fartskriveren i lastbilen, viste den, at chaufføren nærmest hver dag, havde overtrådt sine køretider, og i stedet drak en energidrik for at holde sig vågen.

Normalt skal et hvil for chaufføren være på ni timer, hvor lastbilen skal holde stille, så chaufføren kan sove og slappe af. I den tyske chaufførs tilfælde, blev det i seks tilfælde kun til et lille hvil på mellem to til fem timer.

Efter en længere gennemgang fandt politiet ud af, at den tyske chauffør havde kørt helt op til 22 timer, trods han maksimalt må køre 10 timer imellem to daglige hvil.

Derudover havde chaufføren en dag kørt ti timer, hvor han næste dag havde kørt syv timer – og hvis han skulle have fulgt reglerne, så måtte han den dag kun havde kørt fire en halv time uden pause.

Læs også Lastbiler trodser forbud og drøner over gammel bro

Omfattende sag 

Lastbilchauffører, der ikke overholder køre- og hviletider, er noget, som Midt- og Vestsjællands Politi støder på en gang imellem, men det er sjældent, at det er så omfattende en sag som den her, oplyser politet.

Midt- og Vestsjællands Politi laver regelmæssige tjek med lastbiler, der færdes på motorvejene og vejene i deres område. Det gør de for at tjekke og sikre, at lastbilernes er i ordentlig teknisk stand, så de ikke kører rundt med fejl og mangler, der kan være til fare for færdelssikkerheden.

Samtidig tjekker de køre- og hviletiden, så de sikrer, at der ikke sker farlige situationer med de tunge lastbiler.

Sagen er først kommet frem i offentligheden nu, da det er en omfattende sag, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik