CBS drejer nøglen om på syv sproglinjer

På grund af sparekrav lukker CBS syv sproglige uddannelseslinjer. De har ikke råd til uddannelser med små hold

De studerende på Copenhagen Business School (CBS) vil fremover ikke kunne læse fag som tysk, fransk, spansk og japansk.

Det sker som følge af de bebudede besparelser i den kommende finanslov.

- Vi har ikke råd til uddannelser med små hold, når vi er så hårdt økonomisk presset, siger rektor på CBS, Per Holten-Andersen til Politiken.

- Sproguddannelserne har desværre udviklet sig igennem en række år med færre studerende og mindre efterspørgsel fra arbejdsmarkedet, og det kan vi ikke længere finansiere.

Han understreger, at det ikke er et felttog mod sprog, men blot fordi holdene er små.

Men både netværket Ja Til Sprog og fagforeningen Kommunikation og Sprog kritiserer beslutningen. Sproglige uddannelser er nemlig lukket på stribe, og det har store konsekvenser, mener de.

- Det er dybt bekymrende, at der bliver færre muligheder for at studere sprog, siger Bodil Due, der er formand for Ja Til Sprog - et netværk, som arbejder for bedre og flere sprog i Danmark.

Hun nævner, at der i de seneste år også er blevet lukket flere sproguddannelser på blandt andet Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Roskilde Universitet.

Bekymringen deles af Dansk Industri, der "i årevis" har advokeret for en national strategi, siger underdirektør Charlotte Rønhof til Politiken:

- Vi står over for et potentielt problem, fordi det er rigtig vigtigt for os, at der nationalt set er dækning af en bred vifte af sprog på universiteterne, siger hun og opfordrer regeringen til at beslutte sig for nogle pejlemærker for sprogområde.

Ifølge uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) er en strategi allerede med i regeringens overvejelser.

- Det er noget, vi arbejder på, siger han til Politiken.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik