Byrådsmedlemmernes mange møder, der ligger på ubekvemme
tidspunkter, gør det vanskeligt for mange befolkningsgrupper og
erhverv at deltage i kommunalpolitik. Derfor mener Mikael
Mogensen, at man bør hæve byrådsmedlemmernes vederlag, så
politikerne kan få råd og tid til at beskæftige sig med politik
på fuld tid.
- Jeg kunne ikke være skoleinspektør med det arbejdspres, der
er. Heldigvis har jeg ikke været inspektør de sidste 10 år, så
jeg har kunnet klare det tidsmæssigt. Jeg mener, at man bør give
medlemmerne en fuldtidsløn, så man kan leve af at være
politiker, siger Mikael Mogensen til DAGBLADET Køge.
Samtidig vil han have indført en begrænsning på, hvor mange
perioder et byrådsmedlem kan sidde på posten.
- Det må ikke være sådan, at man fører en populistisk kurs og
kun stemmer for at blive genvalgt. Målet er ikke at skabe
taburetklæbere, og derfor mener jeg i princippet, at man kun bør
sidde i to maksimalt tre perioder i byrådet, siger Mikael
Mogensen.