Bykongernes fald: Flere vælgere vendte ryggen til borgmester-profiler

Det er overraskende, at flere borgmestre oplever et mærkbart fald i antallet af personlige stemmer, mener ekspert.

Hvor blev de personlige stemmer af?

Det spørgsmål stiller flere bykonger formentlig sig selv her i dagene efter kommunalvalget.

For med de personlige stemmer talt op i hovedstadsområdet står det nu klart, hvilken borgmester der er den mest populære blandt hovedstadsområdets vælgere.

Med den mangeårige konge af personlige stemmer, Hans Toft (K) i Gentofte, pensioneret fra kommunalpolitik, har en ny konservativ borgmester overtaget rollen som største stemmesluger.

Høje-Taastrup Kommunes borgmester gennem 15 år, Michael Ziegler (K), har denne gang fået flest personlige stemmer i forhold til alle gyldige stemmer i kommunen.

Gamle kendinge som Thomas Gyldal Petersen (S) fra Herlev Kommune og Jepser Würtzen (S) fra Ballerup Kommune er også stadig med helt i toppen.

Men ved dette valg har noget ændret sig.

En række borgmesterprofiler - herunder især de tre bykonger Ziegler, Gyldal og Würtzen - har fået markant færre personlige stemmer end ved kommunalvalget i 2017.

Hvem blev de største stemmeslugere ved valget i 2021?

Antal stemmer
1. Michael Ziegler (K) 27,9 % af alle afgivne stemmer 6.582
2. Steffen Jensen (S) 27,4 % af alle afgivne stemmer 4.589
3. Sofia Osmani (K) 24,4 % af alle afgivne stemmer 7.520
4. Thomas Gyldal Petersen (S) 23,9 % af alle afgivne stemmer 3.314
5. Henrik Rasmussen (K) 23,2 % af alle afgivne stemmer 1.863
6. Michael Fenger (K) 22,5 % af alle afgivne stemmer 8.942
7. Allan S. Andersen (S) 19,8 % af alle afgivne stemmer 4.069
8. Britt Jensen (S) 19,7 % af alle afgivne stemmer 3.691
9. Jesper Würtzen (S) 19,3 % af alle afgivne stemmer 4.792
10. Marie Stærke (S) 17,9 % af alle afgivne stemmer 5.868

quote Med de konservative har vi lidt et forklaringsproblem

Robert Klemmensen

Også kendte ansigter som Benedikte Kiær (K) i Helsingør og Marie Stærke (S) i Køge går tilbage.

Du kan se, hvordan din borgmester har klaret sig i oversigten i bunden af artiklen.

Ekspert: Overraskende udvikling

Robert Klemmensen, der er valgforsker og professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, kalder udviklingen ”overraskende” af to grunde:

- Fordi vi for det første har at gøre med meget stærke borgmestre, som sidder og har siddet meget tungt på magten, og for det andet fordi vi ved, at borgmestereffekten burde bidrage med cirka fire-fem procentpoint til dem, siger han.

I grafikken herunder kan du se udviklingen i Zieglers, Gyldals og Würtzens personlige stemmetal. De havde alle deres til dato dårligste personlige valg i tirsdags.

Ifølge Robert Klemmensen kan man ved socialdemokraterne sandsynligvis forklare faldet med den generelt faldende tilslutning til partiet især i København, som er smittet af på borgmestrene i omegnskommunerne.

- Men med de konservative har vi lidt et forklaringsproblem, for de går jo frem i mange af de her kommuner. Her er det eneste gode svar, at lokalpolitik med dets mange helt lokale sager betyder noget for vælgerne, siger han.

quote Jeg er utrolig ærgerlig over valgresultatet

Thomas Gyldal Petersen (S)

I Herlev Kommune er Thomas Gyldal Petersen ikke sen til at anerkende det pauvre valgresultat.

- Jeg er utrolig ærgerlig over valgresultatet, det siger sig selv. Vi har knoklet og ført en god valgkamp og derfor er det skuffende, at vi går så meget tilbage. Det piner mig, da jeg føler et kæmpe ansvar i forhold til resultatet, så jeg er ked af det på vegne af de S-kandidater, der ikke bliver valgt ind, sagde Herlev-borgmesteren til TV 2 Lorry onsdag.

En undtagelse i Halsnæs

Kommunalekspert ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, mener, at borgmestrenes personlige præstationer i valgkampen og borgernes opfattelse af, om kommunen er veldrevet, har haft betydning for, at de ovennævnte bykonger har oplevet et dyk i popularitet.

I tilfældet Michael Ziegler, kan det også spille ind, at Høje-Taastrup-borgmesteren ikke har været nær så meget i medierne som KL-forhandler i denne valgperiode, mener Roger Buch.

I det nordøstligste hjørne af sendeområdet har Steffen Jensen (S) i Halsnæs Kommune omvendt katapulteret sig helt op i toppen af listen over populære borgmestre.

- Jeg kalder det erobringseffekten, siger Roger Buch.

Når et parti tager borgmesterposten fra et andet, vil den nye borgmester ved det næstkommende valg nyde godt af en vælgermæssig medvind, forklarer han.

quote Borgerne har indtryk af, at der er styr på kommunen, og at han er dygtig til sig job

Kommunalekspert Roger Buch

- Men det kan ikke alene forklare hans fremragende resultat. Her har borgerne indtryk af, at der er styr på kommunen, og at han er dygtig til sig job, siger Roger Buch.

Steffen Jensen er i øvrigt også den borgmester der i sendeområdet er mest populær blandt politiske modstandere.

Det kan du læse mere om her.

Efterfølgerne fik blandet succes

I de kommuner, hvor en bykonge i valgperioden har abdiceret - Roskilde, Gentofte og Rødovre - har arvetagerne haft blandet succes i forhold til at efterleve forgængerens høje personlige stemmetal.

Michael Fenger (K) og Britt Jensen (S) klarede det hæderligt i Gentofte og Rødovre, mens Tomas Breddam (S) slet ikke kunne nå i nærheden af Joy Mogensens (S) resultat i Roskilde i 2017.

- Det er en myte, når nogen siger, at det kommer til at gå skidt, når en ny skal overtage efter en gammel og populær. Forskningen viser, at der ikke er systematik i det, siger Roger Buch.

- Vi glemmer, at mange borgmestre ikke er så populære, som vi tror. Vi overser også, at der kan være forskel på kvaliteten af hende, der går ud, i forhold til ham, der kommer ind, lyder det fra kommunal-eksperten.

I oversigten herunder kan du se, hvor populær din borgmester var ved valget i 2017 og ved valget i tirsdags:

_

_