Buschauffør dømt for dødsulykke i København

En 20-årig kvinde blev dræbt i en højresvingsulykke. Mandag blev buschaufføren dømt for uagtsomt manddrab.

En 61-årig buschauffør er mandag i Københavns Byret blevet idømt dagbøder og betinget frakendelse af kørekortet efter en højresvingsulykke, der kostede en 20-årig kvinde livet.

Se video: Cyklist dræbt i højresvingsulykke

Ulykken skete 28. september 2013 da chaufføren på turistbussen skulle dreje til højre ad Dronningens Tværgade fra Store Kongensgade i København.

Her overså han en 20-årig kvinde, der kørte langs bussen og skulle lige ud i krydset. Kvinden kom ind under bussens forhjul og blev dræbt på stedet.

I retten forklarede den rutinerede chauffør, der stadig går til psykolog efter den voldsomme oplevelse, at han slet ikke så den cyklende kvinde.

- Jeg hører et skrig og tænker: "Hvor kom det fra? Hvad er der sket?", forklarer han i retten.

- Så kommer der et lille bump. Jeg ser hende overhovedet ikke. Jeg kunne ikke forstå, hvor hun kom fra. Jeg har gjort den manøvre tusindvis af gange før, og alligevel sker det her. Det er frygteligt, fortsætter han.

Se video: Rejsehold skal forhindre højresvingsulykker

Ulykken blev fanget på en overvågningsvideo hos Scientology, og den blev afspillet i retten. Her ser man bussen holde i krydset. Blinklyset viser, at den vil dreje til højre.

I første omgang vil kvinden tilsyneladende køre udenom bussen, men beslutter så at køre inden om.

Retten fandt, at buschaufføren burde have set hende i de fire-fem sekunder hun kørte langs siden af bussen og idømte ham 20 dagbøder á 250 kroner og dømte ham for overtrædelse af færdselsloven og uagtsomt manddrab.

Chaufføren valgte at tænke over, om han vil anke dommen til landsretten.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik