Brøndby er klar til at droppe solidarisk tv-aftale

Som den mest sete superligaklub vil Brøndby IF have større del i indtægterne fra tv-aftalen

Superligaen har gennem mange år haft en tv-aftale, hvor alle klubberne modtager en grundsum, som bliver suppleret af en bonus, der er kalkuleret ud fra sportslige resultater og tv-seere.

I Brøndby IF vil man ændre på den fordeling, så det i højere grad er antallet af seere, der er afgørende for, hvor stor en bid af tv-kagen, som klubberne får. Sker det ikke, er klubben klar til at gå enegang og sælge rettighederne for sig selv.

Det siger klubbens kommunikations- og marketingsdirektør, Anders Bay.

Vi skal have større andel end vi får idag

- Vi vil rigtig gerne have en anden fordelingsnøgle. Det, jeg kan sige er, at Brøndby er den klub, der har flest seere, og det er den klub, der klart bliver valgt oftest som førstevalg.

- Da det er et tv-produkt, som tv-stationerne køber, skal det også afspejle sig i den fordelingsnøgle, der er. Derfor skal vi også have en større andel, end den vi får i dag.

- Vores prioritet er helt klart, at vi fastholder den solidariske aftale, der er, men der er også en grænse for, hvor langt vi kan gå.

- Vi synes, at vi i dag er ekstremt solidariske, og fremover skal vi måske nøjes med at være meget solidariske med de andre klubber, siger Anders Bay.

Dansk fodbold har bedst af, at rettigheden sælges samlet

Brøndby har gennem flere sæsoner været den mest sete superligaklub på tv, og på klubbens hjemmeside har man flere gange i løbet af efteråret gjort opmærksom på rundens seertal, hvor vestegnsklubben har været indblandet i den mest sete kamp.

Anders Bay understreger dog, at der ikke ligger nogen krigserklæring fra Brøndbys side.

- Vi mener, at dansk fodbold har bedst af, at rettigheden sælges som en samlet rettighed. Det tjener produktet bedst, og det giver rigtig meget mening.

- Når det så er sagt, så er vi så ubeskedne at den vare, som vi giver til fællesskabet, den har en højere værdi, end det vi får i dag. Det er jo så det argument, vi forsøger at smitte andre klubber med i det forløb i forbindelse med rettighederne, som skal sælges igen. Det er et signal om, at det her betyder meget for os, og vi kan ikke bare sidde og se på, at vi ikke får en større del af tv-pengene. Det kan vi ikke, siger Anders Bay.

Den nuværende tv-aftale i Superligaen løber til og med 2015, men forhandlingerne om den næste tv-aftale er så småt begyndt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik