Brøndby-boss om redning: Vidner om stor opbakning

Brøndby-direktør Tommy Håkansson er stolt over, at så mange mennesker har støttet den kriseramte klub.

Fodboldklubben Brøndby IF afværgede tirsdag en truende konkurs, da det er lykkedes at hente 108,4 millioner kroner i forbindelse med en aktieemission.

- Dette resultat vidner om bred opbakning fra hele fællesskabet omkring Brøndby IF, siger administrerende direktør i Brøndby IF, Tommy Håkansson, til klubbens hjemmeside.

Den nedrykningstruede superligaklub havde før emissionen meldt ud, at man skulle have minimum 60 millioner kroner i klubkassen for at afværge en konkurs.

Dyb respekt og stor ydmyghed

- Det er først og fremmest fantastisk for hele Brøndby IF, at selskabet nu kan komme styrket ud af det forløb, vi har været igennem. Resultatet af aktieemissionen vidner om en helt enestående opbakning fra personer i og omkring Brøndby IF.

- Det aftvinger dyb respekt og stor ydmyghed, at så mange mennesker har bidraget til, at Brøndby IF har en fremtid. Vi har i hele forløbet fået utallige positive tilkendegivelser fra personer, der har ønsket at hjælpe, og som ikke vil se Brøndby IF lukke ned.

- Alt lige fra de loyale fans, der har anvendt deres opsparinger på at tegne nye aktier, til de lidt større investorer, der har bakket op og ser et stort potentiale i klubben. På hele Brøndby IF's vegne kan vi kun sige tusind tak for støtten, siger Håkansson.

- Der skal lyde en speciel tak til Brøndby Supporters Trust, der virkelig er trådt i karakter og har vist alle, hvor dybt deres kærlighed og dedikation til Brøndby IF stikker.

- Der er ingen tvivl om, at deres indsats inden og under denne emission har været med til at løfte kapitaludvidelsen betydeligt, lyder det fra direktøren.

Tro på, at klubben kan komme tilbage til toppen af dansk fodbold

Håkansson kalder Brøndby for sikret økonomisk, og han mener, at klubben nu kan komme tilbage til toppen af dansk fodbold igen.

- Nu er Brøndby IF sikret rent økonomisk, og det har naturligvis været det

altoverskyggende mål for os i de seneste måneder.

- Tilbage står nu, at der indkaldes til en ekstraordinær generalforsamling til afholdelse inden udgangen af juni 2013, hvor aktionærerne skal vælge den bestyrelse, der skal stå i spidsen for Brøndby IF fremadrettet, siger han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik