Brandingekspert om Greta Thunbergs tweet: "Det er alvorligt"

Brandingekspert kalder det både alvorligt og flovt, når Greta Thunberg gør sine følgere opmærksomme på spildevandudledningen i København. Det rykker ved vores selvforstålse, siger han.

Når den 17-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg går til tasterne, er der ikke blot tale, om en hvilken som helst person, der på Twitter er forarget over Danmarks håndtering af spildevand, 

Det mener brandingekspert hos virksomheden Mensch Frederik Preisler.

- Det er alvorligt, når en så markant figur som hende, som vi alle hyldede på Christiansborgs Slotsplads for et år siden, gør opmærksom på, hvad det er, vi har gang i, fortæller han til TV 2 Lorry.

Onsdag skrev Greta Thunberg til sine 4,1 millioner følgere: 

- Danmark var ved at hælde 290 millioner liter ufiltreret toiletvand ud i havet. Det viser sig, at København siden 2014 har hældt 35 milliarder liter spildevand ud i Øresund.

- Det er flovt

Ifølge Frederik Preisler rykker den 17-årige svensker ved danskernes selvforståelse om at være klimabevidste.

- Det er lidt flovt for os, at hver gang vi gerne vil erobre den grønne førertrøje, så sker der noget i vores system, som viser, at den generelle bevidsthed ikke er til stede, siger han.

Brandingeksperten henviser til Københavns ambition om at være klimaneutral i 2025, men som samtidig ikke ser noget problem i at hælde en kæmpe mængde spildevand i Øresund.

Netop målet om klimaneutralitet skriver Greta Thunberg også på Twitter: 

- Ja, samme København, der siger, de vil være "klimaneutrale" i 2025, skriver hun med henvisning til udledningen.

Manglende selvforståelse

Sagen om den planlagte udledning af 290 millioner liter spildevand har fået stor politisk opmærksomhed. Først var meldingen, at udledningen ikke kunne stoppes. Men senere er udledningen blevet udskudt til oktober.

Enhedslistens Ninna Hedeager Olsen, der er teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, sagde tidligere på ugen til Ritzau, at man politisk har haft for lidt fokus på spildevandsudledning.

Netop det manglende fokus hæfter Frederik Preisler sig også ved.

- Der er ingen, der har haft den overvejelse og tænkt, hvordan det hænger sammen med vores generelle holdning til klimaet.

Men hvor meget skade tager Danmark af at blive kritiseret af Greta Thunberg?

- Vi tager mest skade af, at vi bliver afsløret i, at vi ikke rigtig har styr på den del af butikken. Vi begynder at blive i tvivl, om den klimaambition, myndighederne har prædiket, er noget, de reelt også deler, forklarer Frederik Preisler og fortsætter:

- Hvis vi skal lykkes med vores klimaambitioner, så skal der ske en kulturændring hele vejen rundt. Du kan ikke sige, at nu glemmer vi lige det her klima i et øjeblik, afslutter han


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik