Torsdag løftes sløret: Borgmestre frygter kommunal udligningsreform

Torsdag præsenterer regeringen sit udspil til en kommende kommunal udligningsplan. Flere kommuner gruer for resultatet.

Den kommunale udligning er et sandt Robin-Hood-system, hvor de rige kommuner giver penge til de fattige.

Det er dog ikke alle kommuner der er lige begejstrede for det system, så panderynkerne er store, inden regeringen torsdag præsenterer sit udspil til, hvordan kommunernes penge i fremtiden skal fordeles.  

- Lige nu er jeg selvfølgelig noget nervøs for, hvad der kommer til at ske. Vi betaler jo allerede meget. Vi er en af de kommuner, der betaler allermest, siger Hørsholms borgmester Morten Slotved (K) til TV 2 Lorry.

Hørsholm Kommune er nummer tre på listen over de kommuner, der må afgive flest penge per indbygger.

Der kan måske være grund til bekymring hos landets rigeste kommuner. Statsminister Mette Frederiksen har nemlig meddelt, at det vigtigste med den nye reform er at udligne mere. Konkret lægger regeringen op til, at 38 kommuner skal betale penge, mens 60 kommuner skal modtage penge. 

Gentofte, som mister flest penge per indbygger, er heller ikke begejstring for udsigterne til at skulle afgive en pose penge til de kommuner, der er dårligere økonomisk stillede end dem.

- Man har langt, langt overskredet grænsen for, hvad der er rimeligt at betale til andre. Også i en solidaritet med andre. Den er langt, langt overskredet, og det bliver ikke bedre af, at man i dag vil øge den yderligere, siger Hans Toft (K), der er borgmester i Gentofte.

Kommunen betaler i forvejen mere end 3 milliarder.

Bør tage højde for demografi og rådighedsbeløb

For at få en mere fair fordeling af pengene bør regeringens udspil blandt andet tage hensyn til kommunernes demografi, rådighedsbeløb og selskabsskatter, lyder meldingen fra flere kommuner.

- Jeg håber, de har taget højde for demografi og rådighedsbeløb, siger Hørsholms borgmester Morten Slotved.

Morten Slotved håber på, at udligningsreformen medtænker, hvor mange penge borgerne i en kommune reelt har til rådighed, og samtidig skal der tænkes på demografien, da mange ældre borgere i nogle kommuner koster mange penge, siger han.

- Det kan jo ende med, at vi er nødt til at ændre skatterne, hvis vi skal af med flere penge, siger han.

Også i Furesø håber man på, at udligningen vil tage hensyn til flere faktorer, da udligningen, ifølge borgmesteren, skader kommunens økonomi og giver ringere muligheder for at give kommunens borgere god service. Furesø ligger nummer syv på listen over de kommuner, der afgiver flest penge i udligning.

- Vi opfordrer Christiansborgs politikere til at tænke kommunernes samlede udfordringer med, når udligningssystemet skal ændres. Konkret foreslår vi, at der sættes et loft for stigningen i udligningsbidraget, et mere fair system for udligning af selskabsskatter og mere vægt på de demografiske udgifter, lyder det fra borgmester Ole Bondo Christensen (S) og gruppeformand for Venstre Gustav Juul i en pressemeddelelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik