Borgmestre advarer: Nye regler rammer almindelige borgere

Det bliver sværere at få nogle af de mest attraktive lån i en række af hovedstadsområdets kommuner.

Opdateret: Ifølge Politiken har erhvervsminister Brian Mikkelsen, Kons., besluttet at udsætte de nye låneregler i København og Aarhus.

Boligejere i Hovedstadsområdet risikerer en klækkelig huslejestigning.

quote Det er helt skævt i forhold til udviklingen af København, at der nærmest kommer sådan en økonomisk berlinmur imellem det gamle Storkøbehavn og det, der ligger udenom.

Borgmester i Ballerup Kommune, Jesper Würtzen (S)

Sådan lyder advarlsen nu fra en række borgmestre, fordi der fra på søndag gælder nye regler for boliglån.

Det bliver sværere at få afdragsfrie lån med variabel rente i halvdelen af hovedstadsområdets 34 kommuner. En af de kommuner, hvor de nye regler vil gælde er Ballerup.

- Jeg tænker, at det er helt skævt i forhold til udviklingen af København, at der nærmest kommer sådan en økonomisk berlinmur imellem det gamle Storkøbehavn, og det der ligger udenom, siger Ballerups Socialdemokratiske borgmester Jesper Würtzen til TV2 Lorry. 

Førstegangskøbere rammes

De nye regler betyder altså, at det bliver markant sværere at få de attraktive billige afdragsfrie lån med variabel rente i mange kommuner.

Især for købere, der vil købe en bolig, der koster mere end fire gange så meget som deres årlige hustandsindtægt. Reglerne rammer dermed især dem med lavere indtægter - for eksempel førstegangskøbere.

- Det er fuldstændig ulogisk, at det skal koste så meget mere for en ganske almindelig familie, siger Jesper Würtzen.

Her bliver borgerne ramt

  • I hovedstadsområdet gælder de nye låneregler i København, Frederiksberg, Tårnby, Dragør, Lyngby-Taarbæk, Gentofte, Gladsaxe, Herlev, Ballerup, Rødovre, Glostrup, Albertslund, Høje-Taastrup, Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk og Ishøj.
     
  • Kreditinstitutterne må fra 1. oktober højest give 15 procent af deres nye lån til boligkøb i københavnsområdet og Aarhus til boligkøbere, hvis samlede gæld overstiger fire gange deres indkomst før skat, og hvor lånene inden for 80 procent af ejendomsværdien samtidig ydes med afdragsfrihed og/eller variabel rente.
     
  • I øjeblikket er det 35-40 procent af udlånene i realkreditinstitutterne, der udgøres af de mere risikable lån.
     
  • Hensigten er at reducere antallet af boligkøbere med høj gældsætning, og som er særligt sårbare over for boligprisfald og stigende renter.
     
  • Initiativet kommer efter en henstilling fra Det Systemiske Risikoråd. Det er et råd, der er sat i verden for at undgå en ny finanskrise.
     
  • Finanstilsynet skal indsamle data fra institutterne med henblik på at overvåge, at det såkaldte styresignal efterleves.

Kilder: Finanstilsynet, Erhvervsministeriet, Finans.dk, InsideBusiness.

Mange Penge

Og typen af lån betyder meget for de månedlige udgifter: Beregninger, som Nordea har lavet til Politiken viser at en førstegangskøber, der køber et hus til 2,7 millioner i Greve - hvor man stadig kan få de billige lån - vil kunne slippe med 5700 kroner. I nabokommunen ishøj - hvor de nye regler gælder fra på søndag - er beløbet 9600 kroner. Altså en stigning på 4200 kroner pr måned. Også i Albertslund vil de nye regler gælde.

- Man skævvrider hele boligudviklingen i Hovedstadsområdet. Når man gør det billigere at optage lån i nogle kommuner end i andre, så er det klart, at det især er der, førstegangskøberne vil søge hen, siger Albertslunds borgmester Steen Christiansen (Soc.Dem.)

Forældrekøb og Airbnb

Hovedstadsområdet - især kommunerne tæt på København - har de senere år oplevet en kraftig prisstigning. Reglerne er lavet for forbygge en eventuel boligbobel. Men ifølge en boligøkonom findes der mere effektive måder at forhindre det.

- Det er sådan noget som forældrekøb, hvor særlige gunstige skatteregler kan være med til at presse priserne op på de mindre lejligheder. Det kan også være Airbnb, hvor man måske bør indgå en aftale, sådan at man får faste rammer for, hvordan det kommer til at fungere, sådan at københavn ikke får skadelige virkninger af en sådan ordning. Det har vi set i andre byer som Amsterdam og Barcelona, siger Curt Liliegreen, som er Sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter.

Forskelsbehandling

Nordeas tal viser, at en førstgangskøber - der køber et hus til 4,5 millioner - kan slippe med 9400 kroner om måneden i Hørsholm, som står udenfor de nye regler. Få kiometer derfra i Lyngby Taarbæk skal førstegangskøberne af med 15.900 kroner om måneden. Også i Glostrup vil de nye regler gælde, borgmstereren har sympati for intentionen bag.

- At man gør noget i al almindelighed, mener jeg egentlig bare, er rettidig omhu, siger Glostrups borgmester John Engelhardt (Venstre). 

Men han kan ikke helt se, hvorfor reglerne skal gælde lige præcis i Glostrup.

Så det er rimeligt man gør noget, det skal bare ikke lige ramme jer?

- Haha den kender man jo allesammen. Men jeg kan bare ikke se, at Glostrup skal være med, når der er så mange andre kommuner, der er i samme situation, som ikke er med siger John Engelhardt.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen siger i dag, at han vil se på, om reglerne kan blive indført gradvist - så de ikke slår igennem med fuld kraft fra på søndag den første oktober.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik