Borgmester klar til demonstrationer

Der er udsigt til masser af demonstrationer, når først tallene falder på plads i det budget 2011, der lige nu arbejdes med i Køge Kommune, skriver DAGBLADET Køge

Det forudser borgmester Marie Stærke (S), som står i spidsen for arbejdet med at få genoprettet Køge Kommunes økonomi og finde balance mellem kommunens udgifter og indtægter.

- Jeg er overbevist om, at vi bliver stormet ned med protester fra alle borgergrupper, men det her er ikke kun et Køge-problem, det er et problem, der rammer alle kommuner. Danmark er blevet fattigere, det har statsministeren jo også sagt, og der er et statsunderskud, som kommunerne skal være med til at hente ind, siger Marie Stærke og henviser til, at kommunernes Landsforening forventer, situationen bliver endnu værre.

Samtidig peger hun på, at totredjedel af kommunens udgifter går til ældreområdet og børn- og ungeområdet, og derfor er det også her, at der kan spares penge. Men administrationen i Køge går på ingen måde fri. Her skal der spares 27 millioner kroner.

- Min vurdering er, at vi er på vej mod et samfund med færre rettigheder, hvor de borgere der kan selv, i fremtiden ikke får så meget fra det offentlige. Jeg kan grundlæggende ikke se det urimelige i, at folk med en stor formue skal have betalt de samme ydelser som en folkepensionist. Borgerne har højere og højere forventninger til det offentlige, som får sværere og sværere ved at leve op til dem, siger Marie Stærke.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik