Borgere kan igen tilgå testsvar efter nedbrud

I cirka fem timer kunne borgere ikke tilgå testsvar eller opdatere coronapasset på sundhed.dk og MinSundhed.

Efter et nedbrud på omkring fem timer kan borgere nu igen tilgå covid 19-testsvar og opdatere coronapasset på sundhed.dk og appen MinSundhed.

Det skriver Statens Serum Institut (SSI) i en mail.

Ifølge SSI skyldtes søndagens nedbrud en overbelastning af computersystemerne, hvilket medførte et midlertidigt stop i dataoverførslerne til sundhed.dk

Nedbruddet fandt sted fra søndag den 21. november klokken 10.40 til omkring klokken 16 samme dag.

Hvad overbelastningen skyldes, vides ikke, men ifølge SSI skulle alt igen køre, som det plejer.

Samme melding får man på sundhed.dk

/ritzau/