Borgere i hovedstadsområdet får varme fra døde mink - har samme konsistens som feta

Tusindvis af døde mink skal graves op fra massegrave i Jylland og brændes af på forbrændingsanlæg i hovedstadsområdet, men det vil ikke medføre lugtgener for beboerne i områderne.

Det er gået de færreste danskeres næse forbi, at der i slutningen af 2020 blev aflivet milioner af mink herhjemme på grund af corona. 

En stor del af de døde mink blev efterfølgende placeret i massegrave i Midt- og Vestjylland, men nu skal de graves op igen, og her har fire forbrændingsanlæg i hovedstadsregionen meldt sig på banen for at hjælpe med at bortskaffe de mange dyr. 

Det drejer sig om Vestforbrændingen i Glostrup, A-R-C på Amager, Norfors i Hørsholm og Argo i Roskilde. 

Og selvom der har været advaret om lugtgener for de borgere, der bor i nærheden af massegravene i Jylland, så bør afbrændingen af de døde mink ikke medføre gener for borgere, der bor i umiddelbar nærhed, lyder vurderingen fra flere forbrændingsanlæg, som TV 2 Lorry har talt med. 

Filtre fjerner lugten

- Vi forventer ikke nogen lugtgener, der går udover vores egne arealer. De døde mink ankommer i modtagehallen og ryger direkte i afbrændings-siloen. Vi er meget opmærksomme på lugtgener, og ligesom når vi brænder alt muligt andet af, så vil systemet og vores filtre fjerne lugten, inden den kommer ud af skorstenen, siger pressechef ved Vestforbrændingen i Glostrup, Per-Henrik Goosmann, til TV 2 Lorry. 

Hos Vestforbrændingen modtog man allerede 29 ton døde mink i efteråret, hvor afbrændingen forløb helt uden problemer. Men de mange mink fra efteråret havde ikke været gravet ned først, og den seks måneder lange nedgravning af de døde mink kan måske være en udfordring, lyder det fra A-R-C, der står for forbrændingen på Amager.

Arkivfoto: Medarbejderne i beskyttelsesdragter i forbindelse med nedgravningen af mink i Karup i december
Arkivfoto: Medarbejderne i beskyttelsesdragter i forbindelse med nedgravningen af mink i Karup i december

Prøver sig frem først 

Hos A-R-C blev der afbrændt 113 ton mink i efteråret uden problemer, men da de opgravede mink har en anden konsistens, vil man i første omgang prøve sig frem.

- Vi har sagt ja til at tage i mod tre prøve-læs mink. Som vi er blevet oplyst, har de døde mink en konsistens som feta, ligesom der kommer til at være iblandet jord og kalk, og derfor starter vi i en lille skala, hvorefter vi bruger erfaringerne herfra til at planlægge videre, siger pressechef ved A-R-C, Sune Martin Scheibye, til TV 2 Lorry, der i samme ombæring understreger, at man ikke forventer nogle gener i forbindelse med arbejdet.

- Vi stiller selvfølgelig op og hjælper, når Fødevarestyrelsen har brug for det, og det er vores klare overbevisning, at denne situation vil blive ligeså gnidningsfri, som ved ved alle vores andre opgaver, siger han. 

FAKTA: Her skal millioner af døde mink brændes

Torsdag vil de første døde mink blive gravet op på et militærområde ved Nørre Felding nær Holstebro.

Minkene skal destrueres på forbrændingsanlæg landet over.

Opgaven har været i udbud, og her kan du se en oversigt over de 13 anlæg, der har budt ind på at løse opgaven.

  • Esbjerg: Energnist Esbjerg.

  • Kolding: Energnist Kolding.

  • Holstebro: Måbjergværket.

  • Odense: Fjernvarme Fyn.

  • Aarhus: AffaldVarme Aarhus.

  • Hjørring: AVV Hjørring.

  • Aalborg: Reno-Nord.

  • Sønderborg: Sønderborg Forsyning.

  • Glostrup: Vestforbrænding.

  • Amager: ARC.

  • Roskilde: ARGO.

  • Næstved: AffaldPlus.

  • Hørsholm: Norfors.


Kilder: Energnist, Nomi4s.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik