Boom i brugen af sjællandske shelters: Flere overnatter i naturen

Tendens fortsætter: Flere og flere søger mod hjemlige naturoplevelser, og det kan aflæses i statistikken for overnatninger i shelters, særligt omkring hovedstaden.

Lejrpladserne er steder i naturen, hvor der blandt andet er opstillet et shelter, så man kan overnatte i det fri. Foto: Axel Schütt/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix

Overnatning i shelters har været populært som aldrig før denne sommer.

En opgørelse fra Naturstyrelsen viser, at der især har været rift om de sjællandske shelters i sommerferieugerne. Således er antallet af bookinger af lejrpladser på Sjælland steget markant.

21.493 gange blev Naturstyrelsens lejrpladser på Sjælland booket i løbet af ugerne fra 27 til 32. Sidste år var tallet 13.955 i samme periode. For lejrpladser i hele landet er tallet steget fra 26.931 til 38.998 – en stigning på 45 procent.

Læs også Ny coronatendens: Byboere strømmer til skovene mere end nogensinde før

Årsagen skal nok til dels forklares med, at mange danskere under coronakrisen har fravalgt udlandsferien og i stedet tilbragt sommeren herhjemme.

- Rigtigt mange danskere søger ud i naturen, og derfor skal vi se på, om det er noget vi fremadrettet skal gøre endnu mere ud af, siger miljøminister Lea Wermelin (S).

Siden coronapandemiens indtog herhjemme har styrelser og ministerier flere gange fortalt om ekstraordinært stor interesse for og pres på bynær natur.

Tidligere har Naturstyrelsen advaret om et regulært stormløb mod især naturområder omkring København.

- Vi oplever et større pres end ved helligdage og andre spidsbelastede tidspunkter, har Naturvejleder Jes Aagard fra Naturstyrelsen Hovedstaden tidligere udtalt.

Det er dog ikke kun shelters, der hitter. Helt generelt har mange danskere tilbragt flere natter i naturen i år. Ifølge en ny undersøgelse har næsten hver femte dansker overnattet én gang eller mere i naturen i 2020, oplyser organisationen Friluftsrådet ifølge Ritzau.

Læs også Se kortet: Nu kan du også overnatte i disse 24 skove i hovedstadsområdet

Sjælen hungrer efter natur

Det er i grunden ikke så underligt, at vi i stigende grad længes efter at komme i kontakt med naturen.

Selv i tiden for corona var tendensen, at overnatninger i shelters var i kraftig fremgang.

Mickey Gjerris, der er lektor i bioetik på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, har tidligere forklaret stigningen med, at man som bymenneske savner naturen i sin hverdag. Jo mere, vi fjerner os fra naturen, jo mere længes vi efter den, påpeger han.

Læs også Overnatning i naturen hitter: Vores sjæl hungrer efter natur, mener lektor

- Når vi får sat os ind i nogle kasser og kigger ned i nogle skærme, opdager vi, at der mangler noget. Det er meget simpelt: Vores krop, sind og sanser er indrettet til at være i naturen. Når vi så fjerner os fra den, opstår der et hul i sjælen og en længsel efter at komme derud, har han tidlogere sagt Mickey Gjerris til TV 2 Lorry i en lignende sammenhæng.

Flere shelters på vej

Naturovernatningernes popularitet gennem de seneste år har fået politikerne til at prioritere området. I forsommeren afsatte regeringen, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet 19,2 millioner til at fremme naturoplevelser i Danmark med indsatsen "Sommer i naturen".

Det bliver pengene brugt på i hovedstadsområdet

I naturområderne omkring København bliver flere shelters, lejr- og bålpladser renovering. Der er desuden bygget nye shelters og bålpladser i Vestskoven og på Kalvebod Fælled, der også kan bruges af bevægelseshæmmede.

 

I Gribskov bliver 12 bålhytter renoveret til efteråret, og der er også lavet 5 helt nye bålhytter med indbygget shelter.

 

Ved Roskilde er der nu ny p-plads, stier, toilet, bålplads og infoskilte og strand ved Lynghøjsøerne.

 

 

Kilde: Miljø- og Fødevareministeriet

Pengene er blandt andet blevet brugt til at forbedre stier, lave digitale naturguider og etablere 78 nye primitive overnatningspladser.

I maj måned blev 24 statsejede skove i TV 2 Lorrys område tilføjet listen over, hvor man kan slå test op. Dermed er der 46 skove i hovedstadsområdet, hvor friteltning er tilladt.

Læs også Sådan finder du de smukkeste lejrpladser i Lorryland

- Jeg har lyttet til blandt andet ønsker fra spejderne om mere friteltning. Men vi har også sørget for, at der er flere bålpladser og overnatningspladser, så man kan nyde naturen, siger miljøminister Lea Wermelin.

For yderligere at fremme borgernes naturinteresse, har Det Danske Spejderkorps blandt andet i samarbejde med Friluftsrådet, gennem flere år været initiativtager på arrangementet "En nat i naturen".

På kortet herunder kan du finde frem til Naturstyrelsens shelters, lejrpladser og primitive overnatningspladser:

 



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik