Boligmarkedet bæver under corona-krisen: ”Mere uroligt end finanskrisen”

Corona-krisen kan få store konsekvenser for boligsalget i den kommende tid. For allerede nu er priserne på realkreditlån steget betragteligt.

Mens coronavirus kan få temperaturen til at stige hos patienterne, så har det verdensomspændende sygdomsudbrud den stik modsatte effekt på obligationsrenterne.

De er de seneste uger faldet med stor hast som konsekvens af de økonomiske tab, der følger med bekæmpelsen af sygdommen.

Samtidig er renterne steget, og det kan mærkes på boligmarkedet, hvor danskerne på få dage nu pludselig risikerer at skulle af med flere hundredetusinde kroner ekstra for at stifte 30-årige realkreditlån.

quote Det rentefald, vi har brugt 14 måneder på at bygge op, er forsvundet på bare syv børsdage

Lise Nytoft, boligøkonom ved Nordea Kredit

- Rentemarkedet er meget uroligt. Jeg var også med under finanskrisen, og jeg kan ikke huske, det var så uroligt selv dengang. På kun syv børsdage er vi gået fra 30-årige lån på en halv procent i rente til i dag to procent.

- Dermed er det rentefald vi har brugt 14 måneder på at bygge op, forsvundet på bare syv børsdage, siger Lise Nytoft, boligøkonom ved Nordea Kredit.

Rentefaldet har stor betydning for, hvor meget danskerne har råd til at købe bolig for. Bankprisportalen Mybanker har for TV 2 Lorry regnet på, hvor meget dyrere det er blevet at tage et lån, efter coronavirus har ramt både Danmark og resten af Europa.

Regneeksemplerne tager udgangspunkt i et realkreditlån til 0,5 procent i rente foretaget gennem Nykredit/Totalkredit inklussiv kundekroner. Der er tale om lån med en løbetid på 30 år og med afdrag.

Eksempelvis er de samlede udgifter til et 0,5 procent-lån nu 365.356 kroner større efter skat end et tilsvarende 0,5 procent-lån optaget den 6. marts for et huskøb på fem millioner med et realkreditlån på fire millioner.

Et 1 procent-lån vil nu være 390.513 kroner dyrere end et 0,5 procent-lån fra den 6. marts og så fremdeles.

Hus til 5 mio. kr. med realkreditlån på 4 mio.

Så meget dyrere er det blevet at tage lån mellem​ den 6. marts og 23. marts.
 

0,5 procent-lån: 365.356 kroner.

1,0 procent-lån: 390.513 kroner.

1,5 procent-lån: 425.956 kroner.

 

Kilde: Mybanker

Hus til 4 mio. kr. med realkreditlån på 3,2 mio.

Så meget dyrere er det blevet at tage lån mellem​ den 6. marts og 23. marts.
 

0,5 procent-lån: 292.285 kroner.

1,0 procent-lån: 312.410 kroner.

1,5 procent-lån: 340.765 kroner.

 

Kilde: Mybanker

Hus til 3 mio. kr. med realkreditlån på 2,4 mio.

Så meget dyrere er det blevet at tage lån mellem​ den 6. marts og 23. marts.
 

0,5 procent-lån: 219.214 kroner.

1,0 procent-lån: 234.308 kroner.

1,5 procent-lån: 255.574 kroner.

 

Kilde: Mybanker

Prisen på lånene har betydning for, hvor meget man kan få lov at købe bolig for.

Lise Nytoft fra Nordea Kredit supplerer med et konkret eksempel, at hvis man som førstegangskøber for blot et par uger siden ønskede at købe et hus til to millioner kroner, kunne man blive kreditgodkendt ved at betale 6.570 kroner i månedlig ydelse efter skat.

For den samme ydelse i dag, vil man kun få lov at låne 1.880.000 kroner. Altså er der pludselig barberet 120.000 kroner af, hvad man har råd til at købe for.

- Vi får mange henvendelser, fordi folk er urolige. Det er ikke kun fra boligkøbere, men også eksisterende boligejere, der kan være nervøse for renten på deres variable lån, forklarer Lise Nytoft.

Færre huse til salg i hovedstadsområdet

Uroen på boligmarkedet kan også aflæses på, hvor mange der i disse dage sætter deres hus eller rækkehus til salg her i hovedstadsområdet. Det viser en opgørelse, som boligportalen Boliga.dk har lavet for TV 2 Lorry.

For hvor der ifølge Boliga.dk normalt kommer mere gang i boligmarkedet i disse uger, når foråret melder sig, ser vi i år den stik modsatte tendens.

København - nyudbudte villaer og rækkehuse

Tal i parantes er tilsvarende uge i 2019.
 

Uge 9: 36 (40)

Uge 10: 58 (51)

Uge 11: 45 (50)

Uge 12: 31 (54)

 

Kilde: Boliga.dk.

Københavns omegn - nyudbudte villaer og rækkehuse

Tal i parantes er tilsvarende uge i 2019.

 

Uge 9: 92 (100)

Uge 10: 102 (103)

Uge 11: 83 (104)

Uge 12: 67 (107)

 

Kilde: Boliga.dk.

Nordsjælland - nyudbudte villaer og rækkehuse

Tal i parantes er tilsvarende uge i 2019.

 

Uge 9: 110 (127)

Uge 10: 135 (138)

Uge 11: 143 (154)

Uge 12: 96 (133)

 

Kilde: Boliga.dk.

Ejendomsmæglerne går ned i gear

Det er endnu for tidligt at gøre konsekvenserne op for det reelle boligsalg for Boliga.dk, fordi deres salgsstatistik bygger på informationer fra Tinglysningen, der kommer med to-tre måneders forsinkelse.

Men hos ejendomsmæglerkæden Nybolig kan man godt mærke opbremsningen.

- Selvfølgelig er markedet påvirket af situationen – vi er faldet et gear eller to de seneste par uger. Der er både færre, der køber boliger lige nu, og færre der sætter til salg.

- Alle bolighandler, der ikke er akutte og sagtens kan vente et halvt år, vil formentlig blive udsat, tænker jeg, siger kommunikationschef i Nybolig, Thomas Hovgaard.

Dels er det den økonomiske situation, der har betydning for ejendomsmæglernes nedadgående kurve. Men der er også den lavpraktiske årsag, at færre ønsker at komme ud at se på huse i en tid, hvor vi opfordres til i videst muligt omfang at blive hjemme og holde afstand fra hinanden, vurderer han.

quote De fleste mæglere har droppet at holde åbent hus, og fremvisninger bliver foretaget med meget stor forsigtighed

Thomas Hovgaard, kommunikationschef, Nybolig

- De fleste mæglere har droppet at holde åbent hus, og fremvisninger bliver foretaget med meget stor forsigtighed. Flere københavnermæglere er også begyndt med digitale fremvisninger via Facetime eller Facebook, hvor mægleren filmer boligen. Men de færreste vil nok købe en bolig, hvis de kun har set den på telefonen, konkluderer Thomas Hovgaard.

Kommunikationschefen hos Nybolig ser dog også tendenser, der peger i en positiv retning på den længere bane.

- Kunderne bruger måske i stedet bedre til på at undersøge markedet selv, for vi kan se stigende trafik på vores hjemmeside. Derfor forventer vi også en ketchup-effekt, når det her slutter, og at der igen vil komme fart på salget. Så lige nu handler det bare om for ejendomsmæglerne at holde skinnet på næsen, siger Thomas Hovgaard.

Ifølge boligøkonom Lise Nytoft fra Nordea Kredit er det mange faktorer, der spiller ind på, hvor længe boligmarkedet ventes at være påvirket af coronakrisen. Det påvirkes både af omfanget af smittespredningen herhjemme og i udlandet, samt hvilke greb den danske regering og centralbankerne rundt omkring tager i brug.

- Normalt anbefaler vi, at man har en tidshorisont på minimum fem år, når man køber ejerbolig, for prisen kan svinge op og ned. Men i øjeblikket skal man gerne sigte lidt længere, for der vil være større sandsynlighed for, at boligmarkedet bremser op for en periode, end at det fortsætter i højt gear. På lang sigt er den normale tendens dog, at boligpriserne vil stige, beroliger Lise Nytoft.

Til de mange husejere der nu overvejer, om de skal omlægge lån og måske ligefrem drage fordel af de stigende renter, er rådet fra Nordea Kredit at tage en grundig snak med sin bankrådgiver på forhånd. For det kan på sigt blive en gevinst, men det kan også risikere at medføre tab.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik