Boligejere skal betale for lys på vejen

Gadelyset over stribevis af veje i boligkvarterer skal privatiseres. Men kommunerne får lov at bestemme, hvornår der skal være lys i lamperne, skriver Politiken søndag. I dag betaler de fleste kommuner for drift og vedligeholdelse af gadebelysningen på de såkaldte private fællesveje, hvor mange andre end beboerne færdes. Men fremover skal regningen for at skabe lys i mørket sendes til beboerne.

Alene i Københavns Kommune er der 370 km private fællesveje mod 410 km offentlige veje, skriver Politiken. Fra 2012 skal beboerne på de 20.500 matrikler på private fællesveje efter planen betale for drift og vedligeholdelse af lyset på deres gader. Det vil koste omtrent 800 kroner om året per matrikel i drift, anslår kommunen. Dertil kommer vedligeholdelsen af master, lamper, ledninger og så videre. Beboerne på de offentlige veje slipper for lignende udgifter

»Der er ikke tale om et besparelsesprojekt, men det er rigtigt, at vi kommer til at spare 12 millioner om året«, siger Hugo Prestegaard, konsulent i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, til Politiken.

Han siger, at kommunen vil »overdrage« gadebelysningen til grundejerne på de private fællesveje på grund af en udtalelse fra Statsforvaltningen Syddanmark til Odense Kommune sidste år. Statsforvaltningen fastslår, at Odense Kommune ikke må betale for lyset på de private fællesveje med henvisning til et ønske om at skabe tryghed for borgerne. Det får Københavns Kommune til at konkludere, at det er ulovligt at have en generel politik om at betale for lys på private fællesveje. Samme konklusion er en række andre kommuner allerede kommet frem til.

I Parcelhusejernes Landsforening er der mildt sagt ikke stor forståelse for kommunernes argumenter for at privatisere gadebelysningen. »Efter vores opfattelse kan alle kommuner sagtens fortsat betale vejbelysningen. Det er fuldstændig galimatias, at man begynder at dele ansvaret for vejbelysning ud til husejerne«, siger landsformand Allan Malskær til Politiken.

Parcelhusejernes Landsforening undrer sig over, at kommunerne vil sende regningen videre, men samtidig fortsat vil bestemme, hvornår der skal slukkes og tændes. Og hvilke lamper og pærer der skal benyttes.

»Kommunen har besluttet, at der skal være vejbelysning. Derfor bør kommunen også betale«, siger Allan Malskær til Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik