Bliv sms-spion for politiet

Nordsjællands Politi tager på mandag som den første politikreds i landet hul på et nyt sms-samarbejde med borgerne, så politiet kan fange flere indbrudstyve. Det skriver Helsingør Dagblad.

De 500.000 borgere, som bor i Nordsjælland, og som betjenes af cirka 800 politifolk, får nu mulighed for at hjælpe politiet med at opklare indbrud og andre former for kriminalitet i deres lokalområde.

Politikredsen tager i næste uge hul på et projekt, som har fået navnet »Tryk Politi« ganske enkelt fordi - som politiets selv udtrykker det : 1 million øjne ser mere end 1.600.

Systemet er baseret på mobiltelefoner og deres sms-funktion, som gør det muligt at forsyne politiet med hurtige oplysninger.
Med ordningen, som er kendt fra Holland, får borgere i Nordsjælland mulighed for at sende en sms med oplysninger til politiet, som kan være med til at forhindre eller opklare et indbrud i deres lokalområde.

Det eneste, de skal gøre, er at tilmelde sig sms-tjenesten på politiets hjemmeside, og så ellers holde øjne og ører åbne, når politiet har brug for det, fortæller pressekoordinator ved Nordsjællands Politi, Henrik Suhr.

»Tryk politi« er et såkaldt pilotprojekt, som indtil videre kun findes i Nordsjællands Politikreds. Hvis ordningen viser sig at være en succes, vil der blive taget stilling til, om den skal udbredes til andre dele af landet eller til hele landet.

Når borgeren er tilmeldt »Tryk politi«-netværket, modtager han eller hun en sms, hvis politiet vurderer, at den eller de pågældende kan bidrage med nyttige oplysninger i forbindelse med en politisag. Det kunne for eksempel være et indbrud.

Udover en kort beskrivelse af forbrydelsen vil sms'en rumme oplysninger om, hvad man skal holde særligt øje med.

- Vi opfordrer selvfølgelig altid folk til at være opmærksomme og kontakte os, hvis de ser noget, der virker mistænkeligt. Men »Tryk politi« er reelt et samarbejde mellem politi og borgere, fordi vi beder folk om at holde særligt øje i konkrete situationer, siger chefpolitiinspektør i Nordsjællands Politi, Flemming Drejer.

Som et eksempel på sms-samarbejdet nævner politiet en sag, hvor en person i en blå hættetrøje eller en hvid varevogn er set på gerningsstedet, og som borgeren bliver bedt om at lægge mærke til.

Normalt er det jo ikke noget, der i sig selv får folk til at kontakte os. Men sms-samarbejdet øger chancen for, at vi får nogle oplysninger, vi ellers ikke ville have fået, siger Flemming Drejer og understreger, at successen er afhængig af, at mange melder sig til og hvordan de fordeler sig på landkortet.

For at tilmelde sig »Tryk politi«, skal man være fyldt 18 år og bo og/eller arbejde i Nordsjællands Politikreds. Man kan tilmelde sig på www.politi.dk/sms.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik