Biskopper støtter politiaktion i kirke

Det var ikke politiet, men de irakiske asylsøgeres støtter, der først misbrugte kirkerummet.Det er meldingen fra flere biskopper i kølvandet på politiets aktion mod de irakiske asylsøgere, som i næsten tre måneder har opholdt sig i Brorsons Kirke i København. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Aktionen har
fået kirkens præst Per Ramsdal til at opfordre den samlede
folkekirke til at protestere mod krænkelsen af kirken som et
helligt rum, og flere præster og universitetsteologer samler nu
underskrifter mod aktionens "brud med kirken som et selvstændigt
rum". Men det er udtryk for en misforståelse, lyder det fra
Kresten Drejergaard, biskop over Fyens Stift.- Det er noget
patetisk sludder. Kirken blev allerede misbrugt, da man lod
irakerne flytte ind og efterfølgende sendte det signal, at det
ville gavne deres sag. Udover at man gav irakerne falske
forhåbninger, har det aldrig været meningen, at man kunne omgøre
rettens beslutninger ved at opholde sig længe nok i en kirke,
siger Kresten Drejergaard.Heller ikke Lise-Lotte Rebel, biskop
over Helsingør Stift, ser noget grundlag for en samlet
folkekirkelig protest over rydningen af Brorsons Kirke.- Det er
en grundlæggende trist sag, som det gør meget ondt at høre om.
Men det er på den anden side også problematisk, hvis nogen har
stillet irakerne i udsigt, at det ville gavne deres sag at
opholde sig i kirken, siger Lise-Lotte Rebel og tilføjer, at
præster skal være varsomme med brugen af kirkerummet i politiske
sager.- Vi lever i et retssamfund, som jeg har tillid til. Det
er tragisk, at mennesker så længe skal leve i uvished om deres
fremtid, men jeg kender ikke de enkelte sager og kan ikke sige,
om der er sket fejl eller ej. Men kirkerummet kan altså ikke
bruges som et "helle" i forhold til den lovgivning, som i øvrigt
findes i retssamfundet, siger Lise-Lotte Rebel.Også Elisabeth
Dons Christensen, biskop over Ribe Stift, advarer mod at
betragte kirken som et sted, hvor man kan udskyde eller undgå
retlige afgørelser.- Et mord bliver ikke mindre strafbart, fordi
det begås i en kirke. Hele denne sag er dybt tragisk, men vi kan
ikke som kirke sætte os ud over lands lov og ret, siger
Elisabeth Dons Christensen, der ellers ligesom Lolland-Falsters
biskop, Steen Skovsgaard, nu vil lade Københavns biskop afgøre
sagens videre forløb. Københavns biskop, Erik Norman Svendsen,
understreger i en pressemeddelelse, at han havde håbet på
humanitær opholdstilladelse, ikke mindst til de irakiske
børnefamilier. Han vil dog ikke kritisere politiet.- Det har
hele tiden stået klart, at myndighederne kunne gribe ind og
anmode politiet om at hente de afviste asylsøgere. Det er det,
der nu er sket, lyder det fra Erik Norman Svendsen.Kun
Århus-biskop Kjeld Holm tager afstand fra politiets rydning af
kirken.- Jeg ved godt, at kirken ikke juridisk set giver nogen
særlig beskyttelse, men man har altid værnet om kirkerummet med
respekt. Nu er der i princippet åbnet op for, at politiet også
kan trænge ind, når præsten eksempelvis har personlige samtaler
og sjælesorgssamtaler. Det er dybt tragisk, siger Kjeld Holm,
der samtidig betragter aktionen som en krænkelse af irakernes
menneskerettigheder med henvisning til, at man har skilt
forældre fra deres børn.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik