Biblioteker i farezonen i flere kommuner - det får borgerne på gaden

Mandag demonstrerer borgere fra Gribskov Kommune i et forsøg på at redde et bibliotek i Græsted. Flere andre steder er bibliotekerne i farezonen.

Det er ikke, fordi det skal lukkes. 

Men det skal formentlig være ubemandet. Så er det slut med ansatte, man kan spørge til råds eller få et godt tip fra. 

Biblioteket i Græsted, BLIK, i Gribskov Kommune er i farezonen som bemandet bibliotek, når kommuens politikere skal have budgettet for 2019 til at hænge sammen.

Og det har fået borgerne så meget frem i skoene, at de mandag aften demonstrerer foran rådhuset.

- Det gør vi, fordi det er meget mere end et bibliotek, der er på spil.  Biblioteket er samlingspunkt for en by som Græsted. Vi har ikke noget medborgerhus her - vi har biblioteket. Og hvis man skære ned på det, så lukker man for en stor del af byen, fordi vi holder mange af vores arrangementer der, siger Anders Kofod, der er formand for Græsted Borgerforening.

Men I beholder jo jeres bibliotek. Det ska bare være ubemandet. Kan I ikke bruge det?

-Nej, for de ansatte - bibliotekarerne - hjælper jo til ved de her arrangementer. De har mange flere funktioner end "bare" at være bibliotekarer. Og uden dem ville det ikke kunne lade sig gøre, fastslår Anders Kofod.

Han påpeger, at Græsted har så lidt at tære på, at det bør være de større byer, Helsinge og Gilleleje, der holder for, hvis der skal findes en besparelse svarende til den million, en indskrænkning af biblioteket i Græsted vil give.

Ny skolestruktur i Egedal

I Egedal Kommune diskutereres der også biblioteker.

Her handler det dog ikke om budgetforhandlingerne, men om den fremtidige skolestruktur. I den forbindelse ønsker politikerne at lukke det nuværende Ganløse Bibliotek og så flytte funktionerne hen på Ganløse Skole.

Sidste år var der valg til landets kommunalbestyrelser, og politikerne var tilbageholdende med besparelser og lukninger.

Nu siger formanden for Bibliotekarforbundet, Tine Segel, at man godt kan mærke, at det ikke længere er et valgår.

- Og det er en skam. For når vi ser på lokalområderne, så er biblioteket tit det eneste kulturtilbud. Det er en livsnerve - et sted man går til foredrag og møder litteraturen, forfatterne og en masse andet, som skaber et stærkt lokalområde. Og lokalområderne bliver i den grad fattigere på kulturelle aktiviteter, hvis man lukker biblioteker, siger hun.

I samme forbindelse beskriver Tine Segel bibliotekarerne som mere end den "gammeldags" bibliotekar - de er facilitatorer og skabere af kultur og aktiviteter og laver meget andet end det, der har med bøger at gøre.

- Så selv om bogudlånet falder, så stiger besøgstallet, siger hun.

Faklerne tændes

I Gribskov mener formanden for Udvalget for Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi, Morten Ulrik Jørgensen, Nyt Gribskov, at det godt kan lade sig gøre at indskrænke bemandingen på byens bibliotek.

- Altså biblioteket er bemandet i skoletiden - først efter skoletid skal det være ubemandet. Og jeg kan da godt forstå, at borgerne reagerer. Deres bibliotekar er en ildsjæl, og der bliver sat mange arrangementer i søen via biblioteket. Det skal vi sørge for ikke går tabt, og derfor vil jeg gerne være i dialog med borgerne, siger Morten Ulrik Jørgensen.

Han mener, at bibliotekerne har masser af fremtid - særligt, hvis man kan skubbe lidt til den traditionelle opfattelse af et bibliotek.

Imens gør borgerne klar til at tænde faklerne til aftenens optog.

- Biblioteket er et medborgerhus, der samler hele byen på tværs af alle grupper, siger Anders Kofod fra Græsted Medmorgerforening.

I Greve Kommune er bibliotekerne i Tune og Karlslunde også i farezonen. Ligesom i Græsted er der tale om, at de - hvis budgettet vedtages ved andenbehandlingen - gøres ubemandede.

I Tune ærgrer man sig over, at politikerne mener, at de kan spares væk:

Mange politikere sidder i de her dage og er i gang med at lægge budgettet for 2019 i kommunerne. Men det viser sig, at der skal spares i flere af kommuner, og der er dermed færre kroner til velfærdsydelser som for eksempel til folkeskoler eller plejehjem. Og det er altså ikke småkroner, vi snakker om.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik