Betjente skjuler sig i skandalesag

Berlingske Tidende har i den forløbne uge afdækket, hvordan politiet 26. november undlod at reagere på fire opkald fra et vidne, der havde mistanke om en grov voldshandling i nabohuset. Vidnets nabo kørte derefter uhindret fra stedet i den 53-årige Pia Rønneis bil med hende som passager. Bilen kolliderede kort efter mod en betonpille, og begge omkom. Vidnet og kvindens pårørende klagede i januar over politiets håndtering af sagen. Men indtil videre kan de betjente, som var på vagt, angiveligt intet huske. »Vi har prøvet at identificere, hvem der er involveret. Vi er startet de mest oplagte steder - som anmeldelse og visitation og vagtcentralen - men her husker ingen umiddelbart samtalerne,« siger chefpolitiinspektør Ib Meng fra Vestegnens Politi. Vidnets opkald burde fremgå af døgnrapporten, men her står intet om sagen. »På baggrund af teleoplysninger må vi antage, at nogen har talt med vidnet. Det er ikke godt politiarbejde, hvis ikke man står ved sine handlinger. Jeg bryder mig ikke om, hvis nogen »gemmer« sig,« siger Ib Meng. »Her ser vi tilsyneladende den mindre pæne side af korpsånden. Det bør ikke være muligt at dække over hinanden i en så alvorlig en sag,« siger juridisk konsulent Claus Juul fra Amnesty International. Betjentenes tavshed er ikke det eneste problem, påpeger Gorm Toftegaard Nielsen, professor i strafferet ved Aarhus Universitet. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention kan faktisk beskytte betjentene, da en person ikke kan beordres til at afsløre sig selv: »Princippet er, at en arbejdsgiver ikke kan pålægge medarbejdere at fortælle, hvem der har svigtet, hvis den pågældende med indrømmelsen risikerer en straffe- eller en disciplinærsag.« Claus Juul fra Amnesty International erkender, at man ikke kan pålægge nogen at afsløre sig selv. »Men politifolk arbejder aldrig alene. Der må have været andre på vagten, der har hørt eller set noget. Dem kan ledelsen spørge som vidner uden at komme i konflikt med menneskerettighederne,« siger Claus Juul.