Beredskabsplan druknet i regn

Lørdagens uvejr, hvor 40-50 Kokkedal-villaer blev berørt af oversvømmelser, udstillede også den ny nødplan i Fredensborg Kommune, der ellers skulle sikre hurtig hjælp til borgerne ved oversvømmelser. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Tre dage efter den politiske godkendelse af en ny beredskabsplan for oversvømmelser i Fredensborg Kommune, druknede planen under et voldsomt skybrud.
Usserød Å gik over sine bredder for anden gang på få år, og ligesom for tre år siden kæmpede beboerne i området omkring Granvænget i Kokkedal de første mange timer alene mod vandmasserne, der ramte 40-50 villaer i området.
- Jeg ringede til mange folk i kommunen, men det var ikke til at finde ud af, hvem der havde ansvaret, fortæller en af beboerne, Jan Ohlsson.
Han begyndte at fylde sandsække ved 19-tiden med sand, som han selv havde liggende, og først tre timer senere oplevede beboerne, at Fredensborg Kommune begyndte at levere sandsække og sand - men da var det for sent.
De første byråds-politikere blev kontaktet ved 21-tiden og kørte af sted for at hjælpe, og de oplevede, hvordan der opstod den misforståelse, at kommunen ikke havde flere folk til at hjælpe og flere sandsække på lager.
- Vi havde sandsække på lager, men misforståelsen gjorde, at vi mistede en time, vurderer Thomas Bak (V), næstformand i Miljø- og Teknikudvalget i Fredensborg Kommune.
Efter oversvømmelserne for tre år siden byggede Fredensborg Kommune nye diger i området, men de holdt ikke, og desuden blev et reservebassin sandsynligvis så overfyldt, at vandet fra reservebassinet løb ind i boligområdet.
Borgmester Thomas Lykke Pedersen (S) var i området både lørdag aften og søndag morgen.
- De tiltag, vi har lavet, og vores beredskabsplan fungerede ikke godt nok, konstaterer Thomas Lykke Pedersen. Han tilføjer samtidig, at det voldsomme regnskyl ikke var varslet af DMI og derfor kom som en stor overraskelse for alle.
Den megen regn gav også problemer for Kystbanen og S-tog, og i Hørsholm blev blandt andet Hørsholm-Hallen oversvømmet og skal holde lukket, mens der lægges nyt gulv.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik