Bent Fabricius-Bjerre er død

Efter kort tids sygdom er komponisten Bent Fabricius-Bjerre død. Han blev 95 år.

Komponisten Bent Fabricius-Bjerre er død efter kort tids sygdom, oplyser familien i en mail. Han blev 95 år.

Bent Fabricius-Bjerre er blandt andet kendt for at stå bag de berømte temaer til "Olsen Banden" og "Matador".

Han har også stået bag musik til en række ballet-, musical- og teaterstykker gennem årene.

Familien oplyser, at bisættelsen vil foregå privat.

Hele Danmarks huskomponist

Bent Fabricius-Bjerre har i generationer været en af Danmarks bedst kendte komponister og musikere. Han startede karrieren allerede i en alder af 17 år.

quote Jeg synes, jeg har prøvet alt. Jeg har aldrig skrevet en symfoni, men det tror jeg ikke, jeg ville kunne, dels fordi jeg ikke har haft tid til det. Det er jo et kæmpearbejde.

Bent Fabricus-Bjerre

En ung Bent Fabricius-Bjerre.
En ung Bent Fabricius-Bjerre.
Foto: Tivoli

Det helt store musikalske gennembrud kom i 1961, da han komponerede kendingsmelodien til tv-programmet "Omkring et flygel", som han også var vært i.

Under kunstnernavnet "Bent Fabric and His Piano" lancerede den da 38-årige dansker "Omkring et flygel" i USA - her med titlen "Alley Cat".

Nummeret strøg direkte ind i toppen af den prestigefyldte hitliste Billboard Hot 100 og indbragte i 1962 baggårdskatten "Bent Fabric" en Grammy i kategorien bedste rock and roll-indspilning.

Siden da kom som beskrevet blandt andet titelmelodier, der er blevet en fasttømret del af Danmark og dansk historie.

quote Hvis man læner sig op ad fortiden, kommer man jo ikke videre. Hvis man stiller sig tilfreds, står man stille.

Bent Fabricius-Bjerre

 

Se eller gense vores Brunch-program fra 2004, hvor Bent Fabricius-Bjerre medvirker. 

- Jeg har prøvet alt

Alderen standsede samtidig ikke Bent Fabricius-Bjerre i fortsat at optræde, spille tennis og sågar medvirke i spillefilm.

I 2013 blev han en hædret for sit vikre med æresprisen Æres-Bodil ved Bodilprisuddelingen, og for to år siden, da han modtog en "life achievement award" i den sydfranske by Cannes, sagde han:

- Jeg synes, jeg har prøvet alt. Jeg har aldrig skrevet en symfoni, men det tror jeg ikke, jeg ville kunne, dels fordi jeg ikke har haft tid til det. Det er jo et kæmpearbejde.

Hans fortsatte indsats og medvirken tv og film gjorde samtidig, at han var kendt og vellidt hos både gamle og unge.

- Det er jo nok fordi, jeg er blevet ved. Og fordi jeg har lavet meget. Folk i alle aldre kan huske mig. De helt unge husker mig dog mest for min rolle i "Klovn"-filmen, sagde han i Cannes.

Skuespiller og visesanger Osvald Helmuth sammen med musiker og komponist Bent Fabricius Bjerre i forbindelse med Tivoli-varietéen.
Skuespiller og visesanger Osvald Helmuth sammen med musiker og komponist Bent Fabricius Bjerre i forbindelse med Tivoli-varietéen.
Foto: Kurt Lorentzen / Scanpix Denmark

Voksede op i ingeniørhjem

Bent Fabricius-Bjerre voksede op i et solidt og velbjærget ingeniørhjem. Han nåede både at spille med den danske jazz-legende Leo Mathisen i efterkrigstiden og ramme rapperen Clemens for mindre end et årti siden.

- Musikken er med til at holde mig i live, sagde Bent Fabricius, når han blev spurgt. 

Han ville gerne skrives i nutid, som han understregede i et interview med DSB's blad Ud & Se i 2014, kort før sin 90-års fødselsdag.

- Hvis man læner sig op ad fortiden, kommer man jo ikke videre. Hvis man stiller sig tilfreds, står man stille, sagde han ved den lejlighed.

Lige dele komponist og forretningsmand

Efter det store folkelige gennembrud i begyndelsen af 1960erne, hvor Bent Fabricius blev en slags folkeeje i programmet "Omkring et flygel" og den internationale anerkendelse med en amerikansk versionering af programmet og den efterfølgende Grammy for "Alley Cat", begyndte han at markere sig som foretagsom forretningsmand.

quote Kan du finde en, der siger, jeg er idiot, skal du være velkommen til det.

Bent Fabricius-Bjerre

Pladeselskabet Metronome var blevet grundlagt i en sidegade til Nyhavn allerede i 1950, men voksede sig stort op igennem de efterfølgende årtier. Det samme gjorde formuen, som også blev investeret i både hoteller og ejendomme og i det københavnske forlystelsespalads Scala overfor Tivoli.

I 1997 afhændede han det hele. Tilbage var klaveret. Og musikken.

Som forretningsmand til fingerspidserne kunne Bent Fabricius være både snu og hård. Alligevel satte han en ære i at kunne se folk i øjnene.

Da Bent Fabricius i 2014 blev genstand for en biografi, opfordrede han forfatteren Danni Travn til at finde nogen, som kunne sige noget ufordelagtigt om ham.

- Kan du finde en, der siger, jeg er idiot, skal du være velkommen til det, lød det fra hovedpersonen selv.

Far til fire

Bent Fabricius-Bjerre er far til fire børn fra sit første ægteskab med Henriette Frederikke Dessau. Han var igennem 27 år gift med Anne Mechlenburg, som han blev skilt fra i 2004.

Han efterlader sig hustruen Camilla Pacilla Arndt, som han har været gift med siden 2005.

/ritzau/

Se eller gense "Ugen Igen" fra 2013 med Bent Fabricius-Bjerre her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik